I formiddag havde jeg besøg af min veninde fra Sønderborg. Bare så hyggeligt og skønt.
For 5 år siden faldt vore veje forbi hinanden, da vi blev naboer. Begge havde vi kastet os ud i, at renovere meget tiltrængte huse. Vores feminine sider blev lige gemt lidt væk i et halvt års tid og man kunne se os i Kansas tøj med muggerter, spartelmasse, vinkelslibere osv., istedet for naglelak og høje sko. Lidt hyggeligt tid at kigge tilbage på, men et mareridt at være midt i. Eksempelvis havde vi ingen bad i knap 5 måneder. Badekar var en murerbalje på terrassen og så ellers en vandslange. Men noget sådan prøver man jo ikke så mange gange i livet, så en vis charme havde det da også.
Men altså - det er under dette virvar, at vi finder vej til hinanden. Først som flinke naboer og siden som de to, der ventede sig sammen og fødte med en dags mellemrum. Det var under ventetiden vi virkelig lærte hinanden at kende. Hele vores barsel holdt vi sammen og vores små drenge sås altid. Der blev skisme drukket meget kaffe, besøgt nogle butikker, hjulpet hos hverandre og talt fortroligt. Vi kom ind under huden på hinanden. Grint og grædt sammen.
Hun er sådan en rigtig trold. Altså positivt. Sådan et lille sødt menneske, som man ikke kan forestille sig blive sur (jeg har dog set det) og kun kan holde af. Tidligere sygeplejerske af den type, som vi alle gerne vil behandles af. Du har bare tillid til hende i det øjeblik hun træder ind i rummet.
Men for 3 år siden skulle vi ikke længere være naboer. Det tog hårdt på os begge. Hendes mand fik arbejde i Sønderborg. Der blev jeg næsten sur på ham. Han kunne da ikke bare tage min dejlige Trold med HELT derned. Hun hørte hjemme her. Basta. Men flytte - det skulle de altså (han er tilgivet og et ligeså skønt menneske som hun).
Besøgende er selvsagt ikke som før, men kontakten er upåklagelig. Hun blev i sygeplejerske faget i 2 år nede i det sønderjyske. Så blev det nok, og hun overtog en børnetøjsbutik. Intet kunne være bedre. Alle vil elske at handle med denne pige. I ved - hun har bare denne skønne personlighed hvor alle føler sig velkommen. Om så man ikke har et reelt ærinde derinde, kan man ikke lade være med at købe bare en lille ting. Simpelthen fordi hun er så hyggelig.
Jeg er glad for, at have hende i mit liv. Hun har også hjulpet mig meget med Jacob og tiden efter. For hun har selv prøvet det.
Du er altså et godt menneske Trolden - kaffesøster nr. 1
5 kommentarer:
Hun lyder som et rigtig dejligt bekendtskab. Rart at I har hinanden, også selvom der er langt imellem jer. Et godt venskab tror jeg kan klare fysisk adskillelse, så jeg er sikker på at I vil have hinanden i rigtig mange år.
For øvrigt ... Hvis din kaffesøster nogen sinde flytter til Lyngby, må hun gerne komme og arbejde i min børnetøjsbutik. ;-)
...lyder dejligt :) Ville sådan ønkse at jeg havde gravide veninder i min nærhed, måske i næste graviditet!
Maomis: Hun ER et dejligt menneske.
Men komme til Lyngby - næh nej. Hun skal ikke endnu længere væk. Det er nemlig så smart, at vi kan mødes halvvejs i Vejle el. Kolding og så hver især kun have ca. 1 times kørsel. Den har vi også benyttet os af.
Men skal du også have en børnebutik, eller hvordan? Du vil egne dig vil du så. Jeg vil også gerne købe hos dig.
Alphafeen: Du kan også tro, at jeg nød det rigtig meget. Det kommer jeg til at savne i denne - så tæt på, at man bare lige drøner hen for en hurtig kop kaffe. Men må nyde at nogle naboer er hjemme på barsel her i venteperioden. Har en veninde ca. 20 min's kørsel herfra der skal føde samtidig med mig. Hende skal jeg også benytte mig af, men ikke helt det samme når man skal pakke bilen hver gang. Men det går nu nok. Man har lært af nr. 1 og sikkert 10 gange mere mobil m. nr. 2, hvilket jeg jo også er tvunget til. Der er jo en der skal afleveres/hentes, så den lille kommer med på mange ture.
Jamen jeg HAR allerede en børnetøjsbutik – eller rettere jeg arbejder i en. Jeg blev fyrret fra mit job som grafisk designer sidste forår, fordi jeg blev indlagt meget akut med overstimulering midt i den mest travle periode – det var der ikke plads til. Så lige siden har jeg solgt børnetøj. Det er SÅ hyggeligt!
Jeg må da forbi "din" butik en dag. Jeg er jo svært glad for at klæde min dreng pænt på. Altså indenfor rimelighedens grænser.
Hyggelige Sofie i en hyggelig butik. Jeg er allerede vild med dig. Dig og kaffesøster nr. 1, vil være et perfekt match. Jeg ved det bare.
Send en kommentar