Skæg og blå briller

Snøfter. Og det er ikke over de løg jeg piller i køkkenet.

Hvor ville jeg gerne, at meget af det jeg har skrevet siden 10. januar ikke havde noget med mig at gøre. Men det er desværre ikke skæg og blå briller, som jeg bare kan tage af. Dumme virkelighed.

Det værste er, når det kommer som lyn fra en klar himmel.

Og så ligner de bare så meget hinanden - mine drenge. De har så meget fra os begge.

Mors kødgryder

Der er dømt lækkerier i aften. Gæster til dyrekølle - stegt som vildt. Dertil alverdens tilbehør. Majsen har køkkendag. Jeg elsker at kræse om mad, få alle smagsstofferne ud i fuld flor. Nyde gode rødvine dertil.

Det minder mig om, når min egen mor står i køkkenet. Forskellen er bare, at hun gør det på en helt vild hyggelig måde. Hun har fint forklæde på, lytter til klassisk musik og stearin lys omkring hende, på den der mor agtige måde. Hun dækker fantastiske borde og jeg elsker at iagttage de gamle gryder på komfuret. Dem som jeg er vokset op med. Hun rører i gryderne med en ro som det tager år at opbygge. Jeg har aldrig smagt en færdigret fra Knorr i min mors køkken - alt kommer fra scratch. Der dufter altid af friskbagt brød. Blomsterne hos min mor henter inspiration fra Karen Blixen's blomster arrangementer. Hun er indbegrebet af hygge.

Jeg har arvet det med, at alting bliver serveret i skåle og på fade. Indrømmet - den eneste gryde jeg nogensinde har haft på bordet, er en fondue gryde. Jeg prøver virkelig at lære hende kunsten af med, at arrangere på fade. Om så det er kartoflerne i skålen hos hende, så er de bare så fine. Jeg holder meget af, at sætte mig til et veldækket bord.

Tænker lidt på, om min egen dreng vil sige sådan om mig engang (nu tror jeg så ikke, at drenge bemærker disse detaljer på samme måde)? At han også vil syntes det er trygt, hyggeligt og fuld af barndoms minder, at se mine gryder på komfuret om 30 år?

Hos mig bliver det aldrig helt som hos min mor. Det er hendes stil, men man må godt stjæle lidt her og der. Jeg - en tyveknægt.

Orlov

Jeg har fået orlov fra psykologen. Var der idag. Uden tårer, men med smil, grin og en spirende livsglæde. Fortalte om ugens oplevelser og "sætten på plads" i mit hoved.

Drengens bekymringer om døden debatteret. Håndteringen fra vores side lige efter bogen.

Kan komme igen hvis behovet opstår. Uden venteliste året ud. Vi er begge forberedte på, at vi ses igen hvis tiden med spirende liv indeni - alias baby - opstår. For der vil måske være noget angst at tale om. Men jeg er fri for det nu. Jeg kan håndtere det der er - sorgen. Arbejde med den.

Hun turde slippe mig fri. Kunne se, at jeg har forvandlet mig fra døden fra Lübeck til et menneske igen - at jeg har fundet fred med beslutningen. Et andet menneske kigger frem, end det der var før den 10. januar 2008. Et mere accepterende menneske, mere kontant på nogle områder, mere sårbar, mere opmærksom, mere af det hele. Og som hun sagde: jeg tog solens stråler med indenfor.

Jeg har det faktisk godt.

Nye toner

Jeg har inviteret en dejligt kvote udvalgte piger til fødselsdag. Ikke noget med e-mails - næh nej - rigtige indbydelser.

Den ene veninde er bosat i Sverige. Det glemte jeg lige, da jeg frankerede.

Brev fra Post Danmark i går.

Du har sendt et brev, hvor du desværre ike har sat tilstrækkelig porto på. Vi opkræver normalt den manglende porto og et administrationsgebyr for forsendelser, som er frankeret med for lidt porto. Det har vi valgt at se bort fra denne gang.

Det er da nye toner fra postvæsnet der vil noget. De henviser dog til, at jeg kan hente en prisfolder på posthuset samt, at de gemmer oplysninger om at jeg har modtaget brevet. Bare så det ikke lige gentager sig.

Nej posthus og væsen - jeg skal nok oppe mig. Tusind mange gange undskyld. Det var ski ikke med vilje - det var i min iver over, at gøre noget godt. Jeg glæder mig heeellt vild til, at få huset fuld af tøser en aften i april. Incl. pyjamasparty.

Min hospitals uge

Mandag forgæves besøg på hospitalet. Tirsdag den rigtige dag. Lægen sagde, at alle mine tal stadig er så fantastisk fine og INTET taler imod, at vi skal forsøge igen med endnu et barn. Hvis altså vi har mod på det.

I dag samtale med fødselslæge på Skejby. Lige inden han kom, mødte jeg den kvindelige læge der fulgte os i hele forløbet. Tilfældig møde på gangen. Endelig fik jeg lov, at give hende det kram jeg havde brug for. Og gensidigt fra hendes side.

Mødet med fødselslægen for, at få sat noget på plads i mit hoved. Det rumler rundt derinde. Den pokkers beslutning om, at ende Jacobs liv. Kan ikke finde fred og ro med det. Min fornuft ved det godt - ved, at det er det rigtige. Men følelserne bare et helt andet sted. Hvem gav i øvrigt mig lov til, at være dommer over hvad der er rigtigt og forkert? Har gået længe med følelsen: nå - nu passede mit lille barn ikke ind i normal området, og ikke god nok til livet. Men sandheden er, at livet ikke var godt nok til ham.

Lægen siger, iblandt mange ting, at jeg skal være stolt af mig selv. Stolt over, at være et menneske der rummer en så svær beslutning. At jeg turde tage den. Som han sagde: I havde jo ikke andet valg. Det studsede jeg over. Men manden har jo ret.

For, at jeg forstår hvad det egentlig er vi har skånet lilledrengen for, har jeg brug for at få sat billeder på. Billeder af hvor frygtelig det egentlig ville have været. Jeg fik overbragt rigtig mange billeder i dag. En ro falder over mig. Det er det rigtige, og nu tør selv jeg tro på det. Hvile med det. Acceptere det.

Kronen på værket: ej heller denne læge ville tale os fra, at forsøge igen. Tværtimod. Vi blev enige om, at "vi ses igen". De vil støtte os, være der for os - også om så, det er hvert 5. minut vi har brug for dem.

Jeg er stolt og jeg har gjort det rigtige. Vi ses igen.

Min pilot

Forrige indlæg omhandlede bl.a. at drengen skulle "ud og flyve i dag". Det har været kæmpe oplevelse.

Han har været i U-I-SA - det vi andre kalder USA. Været piloten samt kuffertmand. Spist burgere på "ressurand" (restaurant) i børnehaven og lært så mange ting. Han sidder i fantasi flyveren nu og har gang i noget med tjeklister og prøver samtidig, at holde styr på lufthullerne. I hans fine uniform. Som han fandt i mit klædeskab. Altså ikke meget uniform over det i min verden - men bestemt i hans. Men flot - det er han - min helt egen lille pilot.

"Ønsker De kaffe eller the"

På vej til bilen udspillede følgende sig:

Mor: pyh ha da for et lortevejr

Dreng: nej mor det er da ikke lortevejr. Det er da REGNvejr.

Nårrrrh jah....!

Drengen rejser til Amerika i dag. Han skal ud og flyve - har kufferten med. Altså pirat kufferten. Med alle mulige - og umulige - ting i. Flybilletten blev udleveret i børnehaven. Sirlig tegnet af små hænder. De skal lege, at de flyver over atlanten i dag. Til det store udland hvor de skal over og spise burgere. Han vågnede rigtig tidlig i dag, med fuld fokus på dagens program. Jeg blev skyndet på. Er spændt på, om pædagoerne klæder om til stewardesse uniformer.

Sådan en havde jeg engang - uniform altså. Under uddannelse fløj jeg af og til i weekenderne når tiden tillod det. Dengang boede jeg sammen med en pilot. Lidt af et plot - piloten og stewardessen! Men sådan var det ikke helt. Jeg var med hele vejen under hans uddannelse og stræben efter de eftertragtede flytimer, så han kunne komme i et selskab. Alt drejede sig om flyvere, flytyper, logbøger, omskolinger, timer, erfaring, flyvevejr (han skulle ALTID læse det på tekst tv) osv. Jeg har kørt mange en gang fra lufthavn til lufthavn for at hente og bringe. På alle tidspunkter af døgnet. Da det så var mig der læste, skaffede han mig adgang til lidt ekstra lommepenge ved, at spørge på ruten mellem Billund og Olso: ønsker De the eller kaffe?

Al ære og respekt for dem der har det som levevej og livsstil. For det er en livsstil. Men for mig var det ene og alene et spørgsmål om lidt ekstra lommepenge. Det værste var, når mandlige passagerer tog som udgangspunkt, at klap bagi måtte være inkluderet i deres billetpris. Øv øv øv....! Det er det mest facade agtige og intetsignede job jeg nogensinde har haft - og nogensinde får. Trange arbejdsvilkår tillige. Jeg var jo ikke tvunget til det - valgte selv. Men skulle jeg bare engang imellem se ham jeg dengang boede sammen med, skulle jeg finde ham der. Vi sluttede forholdet for 11 år siden, men beholdte venskabet længe. For vi var rigtig gode venner. Jeg ved ikke hvor han er i dag. Men sikkert ude og flyve sammen med hans nye stewardesse. Han er et godt menneske.

Hvis nu pædagoerne idag ifører sig uniformer og spørger: ønsker I saftevand eller mælk, så håber jeg de værdsætter de fantastiske passagerer de har med - og de gode pladsforhold de har. På sådan en flyver er det lige før jeg fristes til at se, om uniformen kan støves af og stadig passes.

Afsløringen

Selvom dagen har været dum og grim, kan den jo godt ende ganske flot. Og det gør den så.

Nu er der nemlig ingen vej tilbage - heldigvis. Manden min har underskrevet aftale med hans nye arbejdsgiver. Fået drømmejobbet. Fået vilkårerne han bad om. Får de udfordringer han mangler. Får en chef der ikke opfører sig, som den han har nu.

Ha dumme chef - sådan går det når man ikke opfører sig helt efter bogen. Når telefonen ringer ½ time efter du sagde som du gjorde, og personen i den anden ende er en der headhunter. Når manden min tager til første samtale samme aften. Når de bare klinger som de skal. Når de målsætter og sparrer hinanden helt fantastisk. Når de underskriver i dag. HA - så kan du sgu lære det, kan du.

Det er dette jeg har antydet omkring den 1.4.08. Det er derfor, at manden min kiggede på ny bil i går. Vi får en magen til een af dem vi har - bare på hvide plader.

Dårlig mandag blev til god mandag.

Undskyld mit sprog

Altså nu håber jeg ikke min mor læser med herinde. For hun vil være flov over det sprog der følger om lidt. Pæne piger bander nemlig ikke. Det har jeg ej heller ry for, men nu kommer den altså. Så er advarsels trekanten ude...........:

Det er noget rigtig pis at køre til kontrol på hospitalet og få at vide: det er først i morgen. Noget pis når der nu står på mit kort, at det altså er den 25.1.08. Jammen håndskriften kan da også godt tolkes som den 26.1.08. Ikke sandt? siger damen i skranken, og efterfølger det med et "vil du holde fast i tiden i morgen?" Ja lad mig da endelig brænde mere benzin af - det er jo alligevel så pisse billigt i øjeblikket.

Det er også noget pis, at få en p-bøde. Godt man har gode talegaver.

Noget p.., når skolevognen foran mig kører ligeså stille. Pigen i bilen vil tilsyneladende skifte gear men trykker på bremsen istedet. Ramler ind i hende, men heldigvis ingen skade.

I rækken af pis'er tilføjes så også, at jeg snart får et dumt brev. "Pis for dig Majsen, men vi har blitzet Dem på Oddervej. Mvh Politiet"

Jeg burde have anet uråd da jeg vågnede helt radbrækket i kroppen til morgen.

Det er godt at komme hjem på landet igen. Det er alt for farligt i storbyen for mig. Og nu vil jeg så gå ud og.........................tisse.

Massage søges

Der var ingen modstand - ingen indsigelser. Drengen fik lov at ligge i smørhullet i nat. Forældrene for trætte til at debattere emnet på tidspunktet, hvor han stod med dyne og pude under armen. Dynen nonchelant løftet til siden og vupit - han lå hvor han skulle. Vi var bare trætte og ville sove. Men nu er vi endnu mere trætte.

Drengen har ageret roterende grillspyd hele natten. Jeg har haft ca. 17,3 cm at boltre mig på. Små fødder i hovedet. Senere blafrende arme. Hænder der rev mig i håret. Et lille hoved der maste mit væk fra den pude der faktisk ER min.

I morges: Godmorgen moar. Har du sovet rigtig godt? Mooooaaarrrr????..................

Moar - hvorfor du ikk vil vågne?

Jeg mener der burde være aktut massage krisehjælp til forældre, hvis lemmer er fastfrosne i forkerte positioner efter sådan en nat.

Bestemt heller ingen indsigelser, da han ville se Peter Plys og spise morgenmad inde i stuen. Hvem sagde ris til egen r..??????

Misundelse

For mange måneder siden købte vi billetter til gårsdagens muscial. Dengang snakkede vi om, at når vi skulle derned måtte vi håbe, at det ville blive en af de aftener hvor jeg ikke skulle have mega kvalme og opkast. For det var jo ligesom kendetegnet for graviditeten. Vidste også, at når vi skulle derned ville maven strutte rigtig godt ud - vi ville være i sidste semester.

Men jeg sad bare der med flad mave. Der var mange struttende der gik rundt. Jeg var så misundelig. Det skulle have været MIG det der. Mig der skulle have siddet og lyttet musik samtidig med, at jeg hvilede hænderne på maven.

Jeg vil så gerne være tyk igen. Snart. MEGET snart. Det bekymrer andre når jeg siger det. Jeg kan se hvad de tænker. De bliver så bange - åh nej - hvordan skal det da gå? Men pleeeeease - bliv i troen sammen med os på, at det kan blive godt. Vi har jo bevist det een gang før. Vi har selv troen på det. Samtidig med at vi bærer på sorgen. Når vi kan, så kan I også. At gå rundt og bære på for mange bekymringer hjælper ingen - uanset hvad det er. Vi er sgu nødt til at tro på det her satans liv. Selvom jeg og vi godt ved, at roen bliver svær at finde til nye 9 måender, så opgiver jeg ikke håbet. For vi tror på tro, håb og kærlighed. Og vi tror på, at vi skal være forældre til 3 børn.

Alkohol og biler

Jeg bør bestemt ikke føre automobil i dag. Det gik rimelig godt da jeg vågnede. Men pyyyhhh ha da. Der er dukket andre tilstande op nu. Jeg skulle ikke have sagt ja til den sidste irish coffee. Eller dvs. jeg fik den ikke budt - jeg blandede den selv. Det var jo så hyggeligt. Det er det bestemt ikke nu.

Alene hjemme. Faderen på vej efter drengen. Men først en tur til bilforhandleren. Han skal lige ud og kigge på hvad det er han gerne vil have. For han skal have udskiftet og det er jo spændende. Duften af ny bil er god, men jeg kan afsløre at denne her kommer til at dufte ekstra godt.

Men nok om biler. Da jeg alligevel ikke er i stand til at føre og køre i dag, vil jeg tage benene på nakken og gå op til lillebror. Fortælle ham en hemmelighed. En god en af slagsen.

Stilhed efter stormen

Pyhhhhh - 2 x små mænd med fuld knald på i lidt over 3 timer. Eget afkom drønede på et tidspunkt rundt med en tusch uden hætte. Tænke tænke - hvor havde han lige den fra? Og endnu mere - hvad var den blevet brugt til?

Nå men så fik jeg da også pudset hans vinduer i dag. De så ellers fiiiinnnne ud med tusch streger ud over det hele. Stuen hernede samt værelset ovenpå ligner Beirut i krig. Jeg elsker det. Elsker når det er så livsbekræftende. At vide, at de har haft en fantastisk formiddag. Der blev sagt mange gange: Er det igåzzzz rigtig at vi er reddi reddi goe venner?

Sebastian er afhentet og min dreng på vej med hans far ud til farmor og farfar. Der skal han på mini ferie til i morgen.

Jeg selv vil hoppe op i det badekar jeg ikke har. Tage et laaang bad. Gøre mig smålækker til i aften. En aften med min honey samt et vennepar. Vi skal til musical samt efterfølgende øl og rødvin. Syntes også vi trænger til, at slippe hestene løs og bare gøre det vi har lyst til. Komme tilbage til det ubekymrede og bare være OS. Vi er nemlig rigtig gode sammen.

Fokus i dag

Endnu et hattrick. 3 indlæg på en dag. De øvrige 2 om løst og fast. Dagligdag. Men det er ham her der fylder op i min bevidsthed i dag.

Nu er der gået en måned siden begravelsen. Det er en måned siden jeg sidst holdte ham i mine arme. Nyssede ham, krammede, fortalte, overøste ham med kærlighed. Den dag hvor det sidst var fysisk. Forleden dag sparkede han i min mave. Seriøst. Fik at vide på hospitalet, at det er helt naturligt at mærke. Ligesom fantom smerter. Her troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Men jeg elsker at mærke ham - at vide han er lige her. Lige der hvor han skal være. På en stor plads i mit univers. XXX

Okker gokker gummiklokker

.................jeg er faktisk træt af okker i vores vand. Specielt når man er indhaver af et badeværelse med hvide klinker. Hvide klinker med hvide fuger.

Der er skrubbet og skuret. Hvidt er hvidt igen. Indtil næste weekend - eller måske weekenden efter. Så er det atter på med vanten. Også selvom vi aftørrer efter hvert bad. Hmpfffff......

Længe leve afkalker materialer. Og knofedt.

Når der mangler en dag

I weekenden skal drengen have legekammerat på besøg fra børnehaven. Han har 3 små - og helt uundværlige - venner. Når han vågner taler ham om dem. Han fortæller om, hvad han forestiller sig de skal foretage sig af sjove ting. De krammer hinanden når vi kommer derhen. Igen når vi forlader om eftermiddagen.

I dag siger han: Mor er det i dag, at Sebastian kommer og leger? Jeg må fortælle ham, at det først er om 2 dage - nemlig på lørdag.

Og i dag torsdag skal jeg have gjort hus rent (syntes den situation indfinder sig ret ofte herhjemme. Hvor filan kommer det støv fra?). For i morgen fredag vil jeg bage, så der er friske sandwich boller til drengene. Bage chokolade cookies som herren kan få med til de slik hungrende piger på arbejdet. Noget friskbagt rugbrød er også i tankerne. Der er også frisør besøg fredag eftermiddag.

Men hallooooooo - der ER jo fredag i dag. Jeg ved ikke hvad det var for en dag, der fuldstændig forsvandt for mig i denne uge. Jeg syntes pludselig jeg har travlt. Og bageriet? Tror på, at supermarkedet har noget brød til os.

P.S. - der varsler i øvrigt nye tider for os pr. 1.4.08. Jeg dirrer for at skrive om det. Men må lige vente lidt endnu.

Monstre

Altså jeg glæder mig da også til forår, blade på træerne, mere varme osv. Men et eller andet sted håber jeg på MEGA frost. Snart. Så kryb kan forsvinde. Jeg er bange for, at vi ellers får hvepse og bier så store som helikoptere til sommer. Dem kan jeg bare ikke kapere. Burde de ikke tænke på, at emigrere til et andet land? Har ikke også de brug for, at tage på en lang velfortjent ferie?

Ja jeg tænker bare sådan rent ud af posen her...........

De lange gange

Natten til dagen i går var noget kluntet. Men dagen startede rigtig godt.

Jeg havde fundet mail adresse på en gammel skoleveninde. Vi var uadskillige dengang. Men mistede kontakten - gik i hver vores retning. Jeg har så ofte tænkt på hende. Hvordan gik det hende, har hun det godt, hvad laver hun, etc. Med den fundne mail adresse skrev jeg til hende for et par dage siden. Der var svar i går og et gensyn undervejs. Uha hvor jeg glæder mig. Hun betød alt for mig dengang.

Senere på dagen skulle jeg for første gang i sorggruppe. På hospitalet og arrangeret af dem. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til det, men opstarten var alligevel længe ventet. Det var en lidt barsk omgang for mig, at gå på de gange igen. Sidst jeg gik der, var med en lift i den ene hånd. Deri lå Jacob. I den anden hånd holdt jeg store drengen. Dengang skulle vi hjem og arrangere begravelse for Jacob. Store drengen var blevet storebror - han var lykkelig. Det var hårdt at vide, at vi skulle gøre ham ulykkelig 2 dage senere. Rive hans lille verden i stykker. Tage hans bror fra ham. Jeg tror ikke at man i den alder, kan have minderne så længe. Det er mere det fysiske, og vi tog jo det fysiske væk.

Men altså - tilbage på gangene og stedet var jeg. Tittede hen til de vinduer jeg lå bag på fødegangen. Det hele væltede tilbage. Der kom et lykkelig par ud af hospitalet. De gik og var estatiske over det scanningsbillede de lige have fået. Det er hårdt at indrømme, men jeg kunne have givet dem en grim verbal overhaling. Hvad bildte de sig i grunden ind, at gå der og være lykkelige over det billede. Vi er rent faktisk nogle der ikke fik gode billeder med hjem. Tænk lige lidt over det - overlykkelige par. NÅH...!!!

Sådan tænker jeg selvfølgelig ikke nu - jeg er da glad på deres vegne. De skal være forældre og er glade. Sådan skulle det jo også have været her.

Sorggruppen mødtes. Vi fortalte vores historier. Det var en stærk oplevelse. At høre andres historier. Eller historier er det jo ikke - det er jo virkeligheder. Men jeg gik derfra med en god fornemmelse. Det var trods alt en god oplevelse. At opleve at man jo ikke er den eneste, der går med det her og nu. Jeg glæder mig til næste gang. Håber de har det på samme måde.

Jeg er sprunget med på en udfordring fra Lotten, så når drengen afleveres om lidt, kan jeg nå den powerwalk inden der er nabokaffe på kanden.

Dårlig nattesøvn

Årh hvor jeg hader det. Når jeg oplever, at jeg er der men i en udgave hvor jeg slet ikke er med. Når alting er en stor tåge. Der bliver talt højt til mig: kom nu - kom nu... Jeg ser farverne i en grumset udgave: skrig orange og hvid. Jeg hører det siger biiiippppp - noget der pumper om min arm og andre dimser der stikker i mig. Ligeglad - kan alligevel ikke være med. Gør hvad I vil.

Badet i sved. Kommer lidt til mig selv. Ser det orange og hvide igen, men nu med mænd i. Ambulance mænd. Der står ind over mig og nørkler rundt med mig. Manden min der sidder med det vildt bekymrede blik og kigger. Siger: skat kom nu - du skal drikke noget sukkervand. Du kan godt. Ellers tager de dig med på hospitalet. Læger fra lægeambulancen der også dukker op. Sprøjter i mine årer. Vildt postyr.

Jeg hader at vågne op og erfare, at jeg har haft et insulin chok. Midt om natten. Der er der de kommer. Man er baldret dagen derpå. Ambulance rapporten på bordet vidner om nattens udspil.

Og det var så min nat. Håber din var bedre.

Farlige krokodiller

Vi pottetræner. Eller dvs. toilet træner. Drengen vil ikke vide af potten - den gør ondt siger han. Et børne toiletsæde derfor indkøbt. Kan mærke, at det rager ham lidt en høstblomst og så alligevel ikke. Når han skal tisse, kigger han spørgende ned af sig selv: uhhhh - har jeg ble på eller ej? For det har han om natten.

Der har kun været uheld so far. Ikke en eneste lille dråbe i kummen. Han har præsteret at sidde der i 45 minutter (fordi han insiterede) uden nogen gevinst. Rejste sig endelig. Ind i stuen og lege og vupti - præcis et minut efter lå søen på gulvet. Øvelse skal nok gøre mester. Mange siger, at han nok skal gøre det når han er parat. Men de prikker lidt til mig i børnehaven. Kan ikke forstå, at han slet ikke vil vide af hverken potte eller små toiletter. Siger det er lidt unormalt i hans alder. Han er 3 år og 4 måneder i dag.

Vi vil ikke tvinge ham på en grum måde, men dog prøve at få et nuanceret forhold til det. Måske ligger problemet i, at han tror der også er farlige krokodiller i toilettet. Han insisterede på at se, om de også havde bidt mig bagi. Der gik min grænse alligevel.

Barndommens gade

I sidste uge var jeg gæst hos Miss Mikkelsen på Ligustervej. På min vej dertil, kørte jeg forbi det område jeg boede i en del af barndommen. Faktisk den del af barndommen som står strækest i erindringen. Fra de 10-17 år. Derefter var jeg i USA og så flyttede hjemmefra som 18 årig.

Fra Vejle drog familien i 1981 til det store Århus. Tro mig - det var sager dengang at komme til Århus. Alle de små veninder havde kæmpe øjne: skal du flytte til Åååååarrhus? Jep det skulle vi.

Men ikke bare Århus. Et af de skønneste steder i byen blev rammen om barndomshjemmet. Skoven som allernærmeste nabo og bare ned af bakken, så plaskede vi i vandkanten. Et stort gammel hus, med rum så mange at man skulle bruge mere end 2 hænder for, at tælle dem alle. Et rigtig gammel Laura-fra-Matador køkken i kælderen, med ternede forhæng. Store stuer - de fine og de daglige. Fantastiske store messinghåndtag på dørene, med de skønneste krummelurer. En stor svungen hvid trappe fra hall'en til første sal. Fra soveværelset (med hhv. rosa og blåt påklædningsværelse) en fantastisk overdækket altan med skøn udsigt over vandet. Jeg kunne blive ved - rum for rum.

Men da man var barn, var man ej så imponeret. Det gjaldt jo bare om, at lege. Vi færdes i flere af de store smukke huse i Århus forstaden, hos de andre legekammerater. I dag kan jeg sagtens huske lugtene af husene og hvordan de hver især havde deres helt eget islæt. Men dengang gik virkeligheden mere omkring, hvem der ville med i skoven og lege, om der var et hold stort nok til æblerov i en gammel have tæt derpå, om vi skulle spille rundbold eller............ Det var jo bare en barne verden. Senere blev den mere teenage agtig, og man skulle passe efter-skole jobbet, lave lektier, være sammen med veninder på værelset (for guds skyld ikke sammen med forældre eller søskende - nej VÆRELSET) og lidt være en hader af huset. For man skulle også hjælpe med rengøringen. På 450 m2. Avs.....

Men i 1992 blev huset solgt. Far døde og mor flyttede til mindre i den sydlige ende af byen. En del af den store prægtige park have, blev solgt fra. Bygget et moderne hus derpå. Det gamle - ja det forfalder stadig i mine øjne. Det higer vist efter bedre tider fra de nye ejere.

En svunden tid. Men god tid. Men det bedste var om sommeren. Når alle gadens børn rendte ned af bakken. Hen over togoverskæringen og ned til badebroen. Det føltes som om, at solen altid skinnede om sommeren. Og vi levede på den badebro. Må have rørt ved adskille kubikmeter af Århus bugtens havvand. Den er der stadig - badebroen altså. Men den er kun for kvaterets indbyggere. Sirlig aflåst. Den har omklædningsrum - et for damer og et for herrer. I solskin og god dansk sommer er der ikke mange steder bedre end badebroen.

I gamle dage så den ud som første billede. I min tid dominerede den nederste. Og gør det stadig. Når den bliver sat i, til sommer. Ærgeligt, at jeg ikke har en kopi af nøglen.....

Endnu en milepæl

Lille drengen bliver en måned i dag. Det er både lang tid siden og alligevel er det gået hurtigt.

På gravstedet har blomsterne ligget ligeså fint i næsten 4 uger. I morgen er det 4 uger siden han blev begravet. Vejret og regnen har holdt blomsterne rigtig fine. Men i går måtte jeg ved selvsyn konstatere, at blomsterne synger på sidste vers. Derfor er der dømt tur til blomsterland i dag. Jeg skal gøre det pænt deroppe. Graven er ikke anlagt endnu, men der skal tales med graveren om det.

Det er sådan lidt en milepæl - nu skal vi videre hvad det angår. Graven skal ændre udseende til det, den skal udstråle i mange år. Det er mærkeligt, at man skal "designe" ens barns lille have. Vi har nogle ideer og tror det bliver fint. Men indtil da, skal jeg lave en midlertidig løsning. Og det skal ske i dag.

Det piner mig virkelig meget, at jeg skal rydde, hvad der engang var, smukke kranse og buketter af stedet. Det var jo tanker og hilsner fra nær og fjern. Nu forsvinder de bare. Ned i en dum affalds container.

Alt dette kan lyde som om, at jeg ikke VIL videre. At jeg vil stå i stampe og dvæle. Sådan er det nu ikke. Men for mange forandringer er ikke lige min stærke side i øjeblikket.

Bange

Drengen og hans far er draget afsted i ca. 3 timer. Jeg selv skal have fundet vores hus igen, på den tid. Ikke at her roder voldsomt, men jeg kan nu bedst lide når tingene står på de pladser, de nu en gang er tiltænkt.

Men pludselig rammes jeg af en form for angst. Hvad nu, hvis nogle taber hjernen og finder på, at Århus midtby skal brændes af. Hvis det nu er lige der, hvor de befinder sig? Alt det tegnings pjat afføder jo uhensigtsmæssige gerninger.

Jeg kan mærke, at jeg er SÅ bange for at miste. Mere end jeg altid har været.

Jeg må tælle til 10. Bage de boller der også er tiltænkt. Tænke på noget andet. Selvom det lurer. Uh jeg glæder mig til, at de ruller ind i indkørslen igen og det lille lyse hoved siger: Hej moar - så kom jeg lige hjem til dig igen. Vil nogen godt sørge for, at de kommende 3 timer kommer til at flyve afsted?

Av av av

Det er 4 uger siden idag. Jeg ved, at jeg præcis på klokkeslettet nu, for 4 uger siden lå og beundrede Jacob. Havde det ringe pga. morfin drop. Opkast og ubehag fjernede dog ikke fokus fra min skønne lille dreng. Hvis bare jeg kunne skrue tiden 4 uger tilbage. Hvis bare jeg lige kunne holde ham een gang mere.

Vi har ikke været på kirkegården i dag. Ikke med min gode vilje. Men drengen herhjemme er bange. Bange for, at vi skal dø. Han taler meget om, at hvis man bliver kørt over så dør man. Hvis mor går ud af døren, så dør hun måske.

Jeg har spurgt ham, om der er andet han er bange for. Det er der. Han er bange for lillebror. Eller dvs. han er bange for, at komme op til ham. For på kirkegården bliver man begravet. Han har spurgt om vi ikke kunne lide lillebror. Jeg har fortalt ham, at vi rigtig godt kan lide Jacob og elsker ham rigtig meget. Så siger han: hvorfor har I så begravet ham?

Det smerter i mig at tænke på, om min lille dreng tror at dem man elsker meget højt, dem begraver man bare.

Han har også sagt, at vi ikke skal have en ny baby. Adspurgt hvorfor, så er svaret: babyerne dør jo bare mor.

Min lille skat skal ikke gå og tænke disse tanker. Jeg vil tale med landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød i aften. De må have gode råd til, hvordan man tackler disse forhold. For han savner også hans lillebror. I søvne har han råbt: lillebror - jeg savner dig.

Han er bestemt ikke den eneste.

Familie forøgelse

Anne skrev på et tidspunkt om, at hun var blevet farmor til grisling. Om min knægt læser med, og lader sig inspirere, skal jeg lade stå hen i det uvisse.

Men hvorom alting er, har en lignende situation indfundet sig her. Jeg er blevet farmor til ungen (ja han har døbt den ungen). Ungen er en sten der bor i en kæmpe klump modellervoks. Den har et modellervoks tæppe hen over sig. Ligger trygt og godt i sin barnevogn. Altså modellervoks barnevognen.

Jeg gik sågar så langt, at jeg serverede en lille portion havregryn for ungen her til morgen. Nydelig anrettet i en portions smørskål.

Ungen har også puttet hos knægten i nat. Indpakket i husholdningsfilm så den ikke indtørrede helt.

Jeg tror jeg gør nogle farmor ting der ikke er helt normale. Hvem ville normalt pakke sit barnebarn ind i VitaVrap?

Bare fordi...........

De gik tur om aftenen i Århus's gader. I flere timer ad gangen. Hånd i hånd. Købte hjemmelavede italienske is. Gik lidt mere. Sad og drak kaffe på en sidegade café. Gik videre derfra. Århus rundt.

Hun kommenterede på et tidspunkt nogle fantastiske gammeldags roser de gik forbi. Duften var himmelsk. Farverne endnu bedre. De talte om, at når de engang skulle flytte i hus, ville de også have roser. Af den klaterende slags.

Hun tog i sommerhus nogle dage med andre tøser. Han drog på blomster rov. Om natten. Klippede af dem hun havde beundret. Fantastisk buket. Den stod til hende, da hun kom hjem efter et par dage væk.

Fordi hun var hende hun var, fordi han altid ville være sammen med hende, fordi hun elskede de blomster, fordi han elskede at lægge fremtidsplaner med hende. Fordi de endnu engang havde haft en fantastisk og mindeværdig aften. Hun skulle genopleve den med blomsterne.

Se DET er der sku da mere stil over, end at gå til blomsterhandler i dag. Need I say more? Valentine's just aint my thing.

3 i en

Min søster har lige skrevet noget med fødselsdag som overskift. Den må jeg lige lave lidt opfølgening på. For jeg har også noget at berette om fødselsdage. Kan da lige informere, at jeg på min fødselsdag skal til fødselsdag. Ikke min egen. Men min brors. Og på dagen kan vi næsten også ønske tillykke med vores søster. Forvirret?

I 1968 blev der i april måned født en lille dreng.

Præcis 3 år senere blev han storebror til moi. Samme dato og næsten samme fødsels tidspunkt.

Brormand og jeg fik 3 år senere en søster på vores fødselsdag + 4 dage (hun lod vente lidt ekstra på sig).

Som børn holdt vi mange fødselsdage sammen. 3 i en kan man sige. Altså lige bortset fra, at søsteren fik lov at få sin egen igen 4 dage senere.

I år er der stor rund fødselsdag. Det er længe siden vi sidst har været sammen på "vores dag" men til april sker det. Vi kæmper altid om, hvem der vinder "konkurrencen" gående på, hvem der først når at ringe til den anden og sige: TILLYKKE!!!!!. I år kan vi gøre det face to face. Igen. Fantastisk.

Køleskabets nødråb

Køleskabet råber af mig. Ikke efter et bad eller lign. Det fik det nemlig i lørdags. Men det er sulten. Dets mave er efterhånden så tom. Køleskabet tror ikke på, at det kan overleve længe på et par rødløg, mælk, lidt juice, yoghurt og nogle få rester pålæg. Det har nemlig en stor mave, så tingene fylder ikke så meget lige nu.

Jeg vil gerne købe noget mad til det, så det kan blive mæt igen. Der plejer at være mange gode ting i det. Uh jeg er en dårlig mor til køleskabet lige nu.

Casen er bare den, at knægten har været syg, pevet i adskillige dage og slet ikke været på toppen. Det har været en grim omgang for ham. En indkøbstur ville være det rene tortur. Herren har haft nogle rigtig lange dage på job - eller skal vi sige jobrelateret........:-) Derfor har vi lige levet af det der var.

Men i dag SKAL han i tøjet den lille. Og han bliver slæbt med. Jeg ved det bliver en tur med skrigende barn under hele scenancen. Et rigtig Bilka barn - I ved, dem der laver flitsbue og sån... Men jeg er jo en rigtig overskuds agtig mor - det kan jeg da sagtens kapere!!! Tale til ham i et roligt stemmeleje og bare tage det hele med ophøjet ro. Gå hjem og bage boller, nippe rundt, smile sødt dagen lang og naturligvis også lige luge hele haven. NOT!

Hånden på hjertet - jeg er lige på nippet til at få nok af pyldren. Og nok af det køleskab der konstant råber af mig. Kan jeg ikke bare lige få 5 minutters ro?

........og straks får hun dårlig samvittighed over, at sige sådan noget. Han har jo ikke haft det godt. Sådan noget skal en mor jo tage i stiv arm.

Manden uden empati

Normalt skriver jeg ikke 3 indlæg på en dag. Men denne her skal jeg sku godt nok af med.

I går blev min kære mand inviteret kvit og frit til Zürich, hvor en god ven bor. Vennen syntes han skyldte en vennetjeneste og derfor 4 dage med alt betalt. Min mand siger til chefen, at han ønsker at holde et par dage fri i forlængelse af en weekend (ikke holdt ferie siden sommer). Chefen siger, at det skal han lige tale med firmaets helt overordnede om. Men min mand skal nok få besked senere på dagen. Intet hører han.

I dag ringer min mand til chefen, da denne ude af huset. Spørger til, om det er ok det hele. Vennen i Zürich skal ligesom have besked mht. flybilletter. Så siger chefen: Arrh - ved ikke helt. Jeg syntes jo du har haft så meget fri på det sidste.

FRI????????????? Nej for helvede. Vi fik en grim og dyster udsigt for vores søn. Han blev født. Vi opholdt os daglig på Skejby sygehus i over en uge, for først at tale med læger, alskens undersøgelser og dernæst fødsel. Kom hjem - begravede ham 4 dage senere. Manden arbejdede hjemmefra dagen efter begravelse og ugen ud. Mødte op igen under en uge efter fødslen.

Hvad bilder han sig ind, at kategorisere sådan noget under: du har haft så meget fri. At faktisk nægte ham ferie.

Jeg er godt nok arrig. Hvor meget tror andre i grunden de kan tillade sig?

Barnet i os alle

Vi har leget. Inde og ude, oppe og nede. Nu er der timeout med sovende dreng på sofaen.

Følgende udspillede sig ovenpå i dag:

Mor: "nej du skal ikke gå ind i soveværelset. Der er så koldt derinde - vinduerne er åbne. Vi kan lege på dit værelse"

Dreng: "jammen jeg skal liiiiiiiiiiiigge holde en tale for de voksne"

Mor: "jeg er da også voksen og er på dit værelse. Jeg vil gerne høre din tale herinde"

Dreng: "nej mor - du er altså ikke en RIGTIG voksen"

Mor: "nåh - og hvorfor er jeg så ikke en rigtig voksen?"

Dreng: "det er du altså ikke. Du leger alt for meget. Du er et lille barn"

Faktisk så tror jeg, at jeg har det rigtig godt med at være knap så voksen i dag. Så behøves jeg vel ikke tænke på aftensmad???

Facade renovering

Lod tæppet falde i går aftes. Det er faktisk heeelllt vild grænseoverskridende for mig, at have lagt billede på profil.

Der omkring hvor jeg læser og skriver med, føler jeg mig så tryg når der er et ansigt bag. Det er jo ikke sådan, at man er hemmelig for resten af verden, så nu gjorde jeg det altså. Måske er der en der genkender mig, på et loppemarked på nabomarken til Sdr. Omme, eller noget ligeså tosset. Og hvad så i grunden? Jeg er jo den jeg er, og min historie kan ikke skrives om. Nu blev den bare lidt mere offentlig.

P.S. - ingen regel uden undtagelse. Der ER steder hvor jeg elsker at komme, hvor der ej er ansigter på. Selvom jeg da er nysgerrig efterhånden.

Dengang og nu.

Herhjemme valgte arvingen så at vågne kl. 05 og bebudede, at han var sulten. Vi har ikke sovet siden. Derfor tidlig i badet i morges. Da jeg stod og smurte creme i ansigtet, læste jeg lige bagpå: Clinique Inc. - New York, N.Y - 10022.

Ja det ved jeg sku da godt. For jeg har jo selv været der. Pludselig væltede savnet om den tid op i mig. Dengang hvor jeg sad hos Estee Lauder headquarter i N.Y. og talte med designchefen for både Estee Lauder og Clinique. Skulle indfange ordren på inventar til deres salgssteder i Østeuropa. Fik den. Sad på 40. etage med panorama view over Central Park.

Gik derfra til Elizabeth Ardens hovedkontor. Ind af den røde dør. Fik også ordren der.

Videre til Calvin Klein for et møde. Ingen ordre med det samme, men vi mødtes ofte sidenhen. Her, der, i Tyskland, England og Holland. Vi klingede godt, men fejlede i produktionen. ØV BØV.

Hoppede på flyet og til Seattle. Møde med Starbucks. Mødtes efterfølgende ofte med dem i London på kontoret der. Fik ordrer med hjem.

Det var en fed tid. Fedt at få daglige Fed Ex forsendelser med tegninger på butiksindretninger for de helt store firmaer. Spændingen når ordren blev leveret. En sidegevinst var, at få kæmpe julegaver fra mine kunder. Jeg havde make up og parfume (havde på et tidspunkt 37 parfumer) til mindst 10 år hvis altså holdbarheden havde været så lang.

Men jeg havde også stress. Meget af det. Vidste det ikke. Det fortsatte, men bare i andre firmaer incl. mit eget. Har rejst meget i Europa, Østen samt USA ifbm. arbejde. Den sidste tur gik til Shanghai og den kom jeg hjem fra for præcis 4 år siden i dag. Hurtig derefter blev store drengen undfanget og SÅ lærte jeg at drosle ned. Super glad for livet i dag og vil på ingen måde bytte. Men.............engang imellem kunne godt bruge bare lidt af spændingen fra dengang i New York. Bare en lillebitte smule. Lidt mere, end at læse om det bag på min ansigts creme.

Natdragten

Vi har 4 vasketøjskurve. Så er der nemlig styr på sorteringen. Der var næsten top på dem alle i går. Rendte lidt frem og tilbage for at tømme indhold til vaskemaskinen. På den sidste tur måtte jeg stoppe op ved liften, som stod lige foran.

Liften er blevet brugt til begge drenge. Liften indeholder den dyne Jacob lå i. Derudover plastik lomme med papirer der vedrører ham. Blomster kort fra begravelsen. Indpakket i flere poser ligger hans nattøj. Pakket ind så duften af ham ike forsvinder. Pakkede den ud. Pakkede også tårerne ud i frit løb. De piskede ned af mine kinder. Jeg kunne dufte ham, kunne næsten føle ham. Ved jo hvordan tøjet (eller dvs. svøbet) så ud, med ham i det. Det var en super stærk oplevelse. Men skal ikke gentage lige foreløbig. Det gjorde så ondt og jeg græder bare af at skrive det.

Ville faktisk så gerne til gudstjeneste her til formiddag. Gør det ikke så ofte, men dog oftere end julen. Store drengen dog stadig nede med sygdom så vi hygger bare. Men havde sådan brug for, at komme derop - kan ikke komme det nærmere hvorfor. For jeg ved det ikke helt. Men nu er vi altså hjemme og her er bestemt også rart. Herren hos mine svigerforældre. Vi var alle inviteret til brunch. Vores fremmøde er amputeret. Jeg føler mig også amputeret. Men man kan sagtens leve et godt liv alligevel. Det kræver lidt træning, men jeg skal nok stille op til OL en dag. Og det bliver med en lille natdragt holdt tæt mod huden.

HURRRAAAA.......

Manden jeg elsker fra køkkenet: "er du ved at lave noget frokost til drengen?"

Mig: "ja - jeg har lavet noget havregrød der lige køler"

Ham: "kan du ikke lige prøve at komme - det ser lidt mærkeligt ud"

Jeg tænkte, at hvordan kan det da se mærkeligt ud, men drager afsted.

Derfor blev jeg hidkaldt: på køkkenbordet ligger en gave. Fint indpakket. Fra ham til mig. En gave for brav indsats for 3 uger og 1 dag siden. Årh hvor jeg elsker ham. Og gud hvor jeg elsker indholdet:

1 stk. Estee Lauder - private Collection parfume. I mine øjne verdens bedste duft. Derudover 3 trins raketten fra Clinique, med rens og pleje. Nu bliver jeg bliver ren, blød, fin og velduftende. I mine yndlings klassikere.

Tak skat - elsker også dig.

Vaskekonens beretning

Fra kl. ca. 16 i går og til nu, har vi skiftet 10 bleer, skiftet sengetøj 2 gange, nattøj 2 gange og adskillige sæt undertøj. Dyner, tøj og andre tekstiler vasket, løse tæpper skrubbet rene og bamser samt hjemmesko vasket ligeledes. Drengen slap ikke for omgangssyge fra børnehaven. Den indeholder feber, opkast og diarré. Travl nat syntes jeg. Håber på rolig dag.

Lyspunktet er, at han efterspørger en masse væske. Så har man da ikke den bekymring.

Og P.S. - jeg gider ikke vaske mere i dag. Her er vasketøj alle vegne. I grunden ikke kønt.

Sol med sol på

Dagen i dag i brudstykker:

• Glad for solens stråler
• Vasketøj hænger udenfor
• En hurtig kop kaffe i nabolaget
• Dreng ville ikke have at mor gik fra børnehaven. Han græd som pisket. Mor græd stille da hun gik til bilen
• Hos psykologen
• Græd uafbrudt i en time fra jeg kom til jeg gik hos psykologen
• Står i stampe i min udvikling i øjeblikket. Vil gerne frem men kan ikke.
• Siddet på en stol på terrassen og mærket solens varme
• Drengen hev sandaler frem fra skabet i morges "se mor - NU er det sommer"
• Sov længe og lettere panik på i morges, så vi kunne nå børnehave inden kl. 10. Nåede det ikke helt.
• Spist friskbagt brød til kaffen i nabolaget
• Skal skrive en mail til anden nabo om lidt. Manden uhelbredelig syg af kræft. Jeg ville gerne gå over til dem. Kan ikke. Men kan tænke på dem og gør det meget. Nødt til at skrive til dem.

Senere i dag skal vi hænge lamper op i legehuset. Batteri drevne. Vi skal forbi lillebrors have igen i dag. Skal vaske mere tøj. Skal ud og nyde mere sol. Skal indtage rugbrød med den mest fantastiske spegepølse fra gårdbutikken i udkanten af byen. Damen fra gårdbutikken har selv mistet en dreng. Deler skæbne med flere end jeg troede. I anden ende af vores lille by, sidder også en mor der mistede hendes dreng, mens jeg ventede førstefødte. Hun kommer på lørdag - det hele blusser op i hende, nu hvor vi står midt i det hele. Vores børn skal lege samen. Og vi skal - ja snakke og snakke. Måske endda prøve at forstå. Hvis bare jeg kunne forstå ville det hele måske være lidt nemmere.

Dagen lyder måske dyster, men det er den ikke. Jeg nyder den trods alt. Og jeg har nok blomster i haven til en buket - så vil også indfange buketten og nyde forårets spæde tegn.

Jeg skulle ikke skrive flere blogindlæg i dag. For mit glade jeg skulle stå og blinke for sig selv.

Men jeg må ytre mening om pigebande vold. Jeg fortvivles og harmes. Kan ikke rumme begrebet og rumme udøvernes hensynsløse gerninger. De ar og frygtelige sår som ofrene går rundt med. Hvad sker der for piger på 14-16 år? Hvor blev forsigtige forsøg på at bevæge sig over i en light form for voksen verden af? Det her er jo hardcore. Har udøverne ikke voksne forbilleder der lærer dem om etik, moral, opførelse og generel opdragelse?

Er jeg gammeldags når jeg postulerer, at en pige på 14 år ikke skal rende rundt med al den frihed til rådighed som hun tilsyneladende ikke magter? Kan unge piger slet ikke tænke længere? Kan de end ikke sætte sig i ofrets sted? Har piger i den alder slet ikke ting de skal? Ting de skal beskæftige sig med, så de får base i livet? Altså da jeg var ung skulle vi både gøre rent derhjemme, passe vores efter-skole-arbejde, lave lektier, gå til sport og drikke saftevand på vores værelser - incl. venindefnis.

Noget helt andet: I dag starter kinesernes nytår. I år er rottens år. Ja tak -det har jeg ligesom fundet ud af. Sidste år var grisens. Marcipan grisens fristes jeg til at sige. Sidste år var lidt marcipan agtig i forhold til nu. Det er virkelig til rotterne so far.

Sig det med blomster

Goddag. Bundet sammen af 2 ord: God dag. Sagt af bager damen bag disken. Godt nok efterfulgt af flere ord. Men jeg hæftede mig ved goddag'et. Dagen i dag er god. Solen skinner. Jeg er glad. Befriende at have en god dag.

Jeg pisker rundt og synger, danser med støvsuger, er bare glad. Glad for at være glad.

Hjemmet nyder godt af humøret i dag. Her bliver fint. Skal op og købe blomster. Nu kan de sidste, i rækken af mange, ikke længere. Sidste rest af "vi tænker på jer" blomster skal smides ud. Det gør en lille smule ondt. Men jeg glædes også over, at vi på et tidspunkt havde det ligeså flot som interflora. At så mange tænkte på os. Sig det med blomster sloganet klinger rent ind. Men nu skal en brøkdel af vaserne fyldes op af: "vi er lidt videre "blomster. Jeg vil også sige det med blomster i dag. De skal være farverige og sjove.

Goddag til alle.

P.S. - sådan så det ud med friske blomster. En på Jacobs plads, med de 4 lys der tændes hver aften. Et lys for os hver. Det nederste med kig til solen og Jacobs plads oppe ved kirken.

Positivt at det er negativt

Talt med lægen idag der fulgte mig i forløbet på Skejby. Hende der gav os beskeden, hende jeg skældte ud, lænede mig op af, var ved at spytte på, lyttede til, følte mig tryg ved. Hun er et meget rart menneske.

Der var svar på de sidste prøver. Intet at finde. Ingen årsag til Jacobs skæbne. Skæbnen tilhører denne graviditet og vil næppe indfinde sig igen. Hvis altså vi har mod på det igen.

Jeg vil så gerne. Savner livet inden i mig. Jeg har så meget at give af til endnu et barn. Men jeg er i sagens natur også bange. Blevet endnu mere bange for at miste. Overbeskytter knægten som vi har hos os. Læner mig op af, at det vist kun er naturligt ovenpå oplevelsen.

Et nyt barn er velkommen i vores lille familie. Men det er ikke en erstatning for Jacob. Et barn nr. 3 skal ikke bringes hertil for, at leve i skyggen af ham. Historien indeholder også, at jeg inden Jacob mistede 2 gange inden 12. uge. Troede at 3. gang var lykkens gang. Det var det også. For vi overlevede de første 3 kritiske måneder. Men overlevede ikke 5 måneder. Det er hulens svært at finde roen til, at gå ind i det igen. Det bliver ikke nu eller i nærmeste fremtid.

Har altid sagt, at jeg ønskede at få 3 børn. Måske får jeg det en dag. Havde bare ikke regnet med, at det skulle være på denne måde. Som alderen sneg sig opad har jeg måttet sande, at det aldrig ville blive til mere end 2 børn. Måske går ønsket om de 3 alligevel i opfyldelse. Det hører til det finurlige der hedder fremtiden og den kender vi heldigvis ikke. Lige nu er vi her i nuet. Vi skal også leve i det nu, der er her. For jeg vil ikke bare overleve i nuet - jeg vil leve og opleve.

Byder fremtiden velkommen når den kommer. Men lige nu er vi lige her. Og jeg skal huske mit eget motto: Husk at livet ikke bliver genudsendt.

Med mit motto under armen, lever jeg videre. Og sender håb, håb, håb samt tro afsted ud til fremtiden. Så er jeg nemlig klar når den banker på min dør.

Jacob

Lige nu har jeg kun lyst til, at ligge i en sovepose ved Jacobs grav. Så føler jeg, at jeg kan være tæt på ham. Jeg savner dig lille skat. Noget så frygteligt. Jeg går snart amok.

Solstråle historie

Ham her har haft verdens bedste søndag. Det er hele livet værd at opleve, hvor meget sådan en dag betyder for ham. Hvis der er noget der giver livet mening er det sådan en søndag som i dag.

Jeg ved, at smilet ikke er tørret af min mund når jeg går til ro i aften. Det er så stort og smøret, at det ikke bare sådan lige forsvinder.

Tak lille skat fordi, du giver mig disse stjernestunder. Du aner slet ikke hvor meget de betyder for mig lige nu.

..........at der så også faldt et par fine forårs sko af til moderen, da familien begav sig til storstaden i dag, gør jo ej heller smilet mindre.

Så spiiiseeeeerrrrrr vi...........

Altså det plejer at hjælpe hvis man drejer temperatur måler på ovn ud af holdepladsen på 0 grader og til ønskede destination, hvis man skal stege en kylling. Det er virkelig en tom fornemmelse at prøve at tage maden ud efter en time og så sande, at ovnen er iskold....!

Nå men barnet syntes det var fedt - havregryn til aftensmad.

Med på afbud

Jeg kom med på et afbud i dag til en snak hos et menneske der vil mig det godt. Hun skal grave lidt ind under huden og hjælpe mig videre. Videre med, at jeg skal finde ro og fred med den beslutning vi traf for Jacob. For ro og fred er ikke just hvad kendetegner kaos'et i mit hoved omkring det hele.

Som vi talte om, ved min forstand godt at det er det rigtige. Men det følelsesmæssige og beskytter genet tager over og stjæler al fornuft. Sådan i korte træk fik jeg at vide, at jeg er en mor med ufattelig stor tilknytning til mine børn. Hvis alle børn havde en mor som mig, kunne samfundet være helt rolige - for børnene kunne på ingen måde få det bedre end under mine vinger. Det er også lidt selv den oplevelse jeg har af tingene.

Jeg kan slet ikke rumme at se, når forældre ikke er opmærksomme på deres børn og børnenes behov. Jeg har lyst at tage dem til mig de små. Men I kan være sikre på derude, at hvis jeg møder jer og I ikke er ordentlige ved jeres børn, så holder jeg ikke min mund. Jeg har før passet fremmede op og fortalt dem, hvad jeg mente om deres manglende håndtering, eller grimme sprog overfor de små sagesløse personer. Små mennesker der sætter al deres lid til deres forældre - de har jo ikke andre. Dem skal man skisme opføre sig ordentlig overfor og statuere et godt eksempel. Elsk dem de små - på den rigtige måde.

En omkring mig har ikke helt kunnet forstå, hvorfor det tog mig så forholdsvis længe at træffe beslutningen omkring Jacob. Men som en anden måtte sige til hende: "Husk nu, at vi har at gøre med et menneske, der syntes det er fedt at få et gavekort på en abe i fødselsdagsgave (orangutang vi bidrager til på Borneo). Hun går i vi andres gemmer for, at samle tæpper, telte osv. ind til nødstedte personer ved naturkatastofer. Donerer julekurve fra jobbet til Frelsens hær og mødrehjælpen, da andre har mere brug for det end hende selv. Et sådant menneske er jo ikke ligeglad og mekanisk".

Ovenstående passer godt på mig. Jeg er sgu ikke uden følelser. Faktisk sidder de helt uden på tøjet af mig. Nu skal hende damen i dag hjælpe mig med, at få styr på de dersens følelser. Jeg glæder mig til at mødes med dig igen Fru dame.