Nu er der gået en måned siden begravelsen. Det er en måned siden jeg sidst holdte ham i mine arme. Nyssede ham, krammede, fortalte, overøste ham med kærlighed. Den dag hvor det sidst var fysisk. Forleden dag sparkede han i min mave. Seriøst. Fik at vide på hospitalet, at det er helt naturligt at mærke. Ligesom fantom smerter. Her troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Men jeg elsker at mærke ham - at vide han er lige her. Lige der hvor han skal være. På en stor plads i mit univers. XXX
11 kommentarer:
Så sad man der med gåsehud og antydningen af blankt i øjnene...
Lotten: KRAM
Hvis du er skør, lad da alle mennesker blive skøre ;-)
Venter spændt på afsløringen om 1/4, for det er næppe en aprilsnar ;-)
Anjoe: Åh nej - lad det ikke være en aprilsnar.
Og tak i øvrigt :-)
En kærlig hilsen til dig...
Hanne: Tak :-)
DET kan jeg sgu godt forstå. Kram fra Sofie
Maomis: Kram tilbage
Må jo indrømme, at dit indlæg greb mig om hjertet, igen - Varme tanker til dig.
Du er altså fantastisk. Husk det.
Kram
Margrethe og Perle: Ih altså - tak. Må man godt rødme lidt?
Send en kommentar