Det var inden jul at jeg fornemmede en forandring. Noget havde ændret sig. Den altid friske og sportsudøvende nabo så knap så frisk ud. Begyndte at gå med stavgangs stave. Han trak lidt på det ene ben. Fornemmede at noget var galt. Men jeg kunne ikke finde de rette ord frem til, at gå over og spørge om alt var ok?
Knap en måned senere rådførte jeg med en anden nabo. Vidste de om alt var ok ovre på den modsatte side? Det var det ikke. Kræften var vendt tilbage til hans krop og sad bl.a. i hjernen. Det berørte bl.a. balance evnen og derfor var han dårligt gående.
De kunne ikke helbrede ham - kun lindre.
Jeg fandt de rette ord frem og fik snakket med ham og konen. Ville have været der tidligere end jeg gjorde, men stod selv lige midt i Jacob's skæbne og forløb.
I foråret gik det lidt bedre. Han kunne begynde at gå små ture igen ovenpå skrappe kemo og strålekure. Så bedre ud. Men det gjorde hans udsigter desværre ikke.
Han døde i fredags. Det har berørt mig. Jeg kan ikke finde retfærdighed i, at nogle mennesker skal så meget igennem når det får det udfald under alle omstændigheder. Han selv sagde også, at han syntes det tog for lang tid.
Der er begravelse i dag. Det er en smuk dag at tage afsked.
Dette indlæg er skrevet til minde om et stort menneske, en fantastisk nabo og altid hjælpsom person. Han vil blive savnet i vores fællesskab. Det skal der aldrig herske tvivl om.
4 kommentarer:
Det gør mig ondt Majsen. Det kan være så urimeligt svært at finde nogen tegn på mening og retfærdighed, når mennesker dør på den måde...
Jeg håber, I får "sendt ham afsted" på en god måde på denne smukke solskinsdag.
Kram til dig
Jeg får kuldegysninger her i somervarmen. Det var en smuk beretning.
Det er ikke retfærdigt at folk skal lide og det er noget jeg tit tænker på i forbindelse med ELisabeths død. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, hvorfor vi alle tre skulle pines på den måde, når vi vidste hvad vej det gik. Det er svært, for man tager jo ikke bare livet af folk.
Det sidste man kan gøre for dem der dør er, at fortælle deres historie og at mindes dem. Det er en smuk dag til en begravelse. Mange tanker til dig og hans familie.
Åh, hvor trist, majse - det er tungt at se en god ven og nabo blive syg og til sidst at miste ham. Det gør mig ondt.
Lotten: Det var simpelthen den bedste begravelse jeg har været til. Jeg VED, det er grotesk at sige sådan, men det var hans ønske at vi ville opleve den sådan. Det blev det. Sådan vil jeg også herfra. Med grin bagefter, alle samlet og kæmpe minde.
Maomis: Som jeg lige skrev til Lotten, så var det trods alt en dejlig dag. Lige i hans ånd. Der var taler fra nærmeste pårørende og mange andre, et kor der sang bagefter etc. Bare så fin en dag. I talerne blev der også påtalt han ukuelige vilje til bare lige at skulle have det lidt bedre, og SÅ ville han igen være med. Selvom han kendte udsigterne. Det er fantastisk at høre om sådan et livsstykke.
Margrethe: Ja som jeg skrev, bliver han savnet men også mindet med alle de gode stunder. For dem har vi alle mange af. Heldigvis har vi hans dejlige kone her stadig.
Send en kommentar