Der var en kommentar på et tidligere indlæg, hvor jeg blev spurgt om alt det med den sidste graviditets bratte slutning, ikke fyldte så meget som Jacob.
Det gør den. Bare på en anden måde. En meget smertefuld måde - men på en anden måde. Jacob holdte jeg og havde i 4 dage. Som død lille dreng - men jeg havde ham i mine arme. Han var - og er noget helt specielt for mig.
Graviditeten her, endte så brat og det sammen med alle mine håb og drømme. Alt blev bare slukket. Jeg tør ikke rigtig tro på, at det igen kan lade sig gøre. Men jeg så aldrig det lille barn, da jeg ikke selv fødte men fik en udskrabning. Barnet var egentlig for stort til det, og også derfor jeg røg afsted igen indenfor en uge. De fik ikke alt med ud. Men de ville ikke udsætte mig for endnu en fødsel så tæt på Jacobs. Det er jeg glad for. Men ked af, at det eneste jeg har er scannings billeder der aldrig bliver til mere. Det gør så vanvittig ondt. I hele min krop og sind. Jeg tror kun at jeg selv forstår hvordan jeg smerter.
Efter Jacob kunne jeg godt klare indkøbs ture og praktiske ting. Det magter jeg næsten ikke nu. Jeg er slået fuldstændig skak mat. Handlingslammet fordi, at det er svært at bevare troen på så meget. Jeg er frarøvet så meget på et år, at det burde være ulovligt. Men det er svært at få skrevet hvad det helt præcist er. Men det gør ondt. Noget så forbandet. Også selvom det måske ser ud til, at alt er OK og mine indlæg bærer præg af lidt sjovere ting.
Det ligger lige under overfladen. Men jeg er ikke helt parat til at dele ud.
5 kommentarer:
Åh, hvor ville jeg gerne sige en hel masse kloge ord lige nu. Du er så god til at opmuntre og komme med hjertevarme kommentarer til mig. Jeg ved bare ikke lige hvad. Det første jeg tænkte var: Ja – det forstår jeg fandme godt! Selvfølgelig har du det sådan. Det er ikke småting du har måtte stå model til på det seneste.
Du er blevet rystet i din grundvold og dit filter godt og grundigt smadret. Det kommer til at tage tid at få rystet det hele på plads igen. Men det virker som om du er helt klar over det og at du er indstillet på du må tage dig den tid det tager.
Den der handlingslammede tilstand du beskriver, synes stadig at kunne genkende ind imellem. Det er gerne når det hele pludselig vokser mig over hovedet. Der er ikke plads til så meget af gangen mere.
Giv dig tid! Og del når du føler behov for det.
De allerbedte tanker og masser af kram.
...bare jeg lige kunne poppe forbi med en god pose økovarer som skulle række til et par dage uden i hvert fald indkøb...
Tanker herfra, kh C
Kære Majse.
Tusind tak for dit svar - jeg tror jeg forstår meget bedre nu. Jeg vidste ikke at du fik en udskrabning og ikke måtte igennem endnu en fødsel. Når det ender med en udskrabning er det bare en helt anden proces end en fødsel. Sorgen er også stor, men alle de praktiske ting skal der ikke tages stilling til, og det bliver dermed mindre uhåndgribeligt at det var et barn man mistede (ifølge mig).
Før jeg mistede Alma i 24. uge, havde jeg en missed abortion i 14. uge. Fostret var nået ca 13 fulde uger og så pludselig gået i stå. Jeg fik lov til at få en udskrabning, som dig, og kan godt huske sorgen derefter.
Så mistede jeg Alma præcis 1 år efter (På dagen - weird!) og her var sorgen meget mere håndgribelig idet der rent fysisk var noget jeg mistede, og ikke bare et par gråtonede skanningsbilleder der aldrig blev til mere.
Jeg tror, at hvis mit forløb have været omvendt - som dit - altså fødsel af Alma og der efter missed abortion med uskrabning, lige så kort tid efter som hos dig, så ville min sorg over det nye, mistede barn ryge oven i sorgen over Alma, og det ville nok mest af alt føles som om, at det var én, stor, mega uoverskuelig sorg, og ikke to enkelte. Ved ikke om det er forståeligt det jeg skriver, men nu prøver jeg...
Jeg kan godt huske fornemmelsen af, ikke at kunne overskue selv den mindste ting. Hos mig kom den først, efter jeg havde mistet Alma. ½ år efter blev jeg gravid igen, men under graviditeten fandt vi ud af at jeg havde livmoderhalskræft og skulle opereres for dette. "Lykken" ville så, at jeg aborterede barnet i 8. uge hvilket gjorde at jeg slap for at få foretaget en provokeret abort for at de kunne operere min livmoderhals væk! Efter alt dette var jeg bare helt væk....fuldstændig! Hele mit liv mistede sin mening og det er mig stadig en gåde hvordan jeg egentlig "overlevede" den tid og kom videre. Her må det være både rart og belastende, at have et barn i forvejen. Børn er så livsbekræftigende og...ja, levende. Men de kræver også, når det man mindst af alt har, er overskud.
Nu bliver det vist til en hel roman! Det jeg egentlig ville sige var, at jeg tror jeg tildels forstår hvordan du har det, og at jeg gerne vil læse alle dine mindre "happy-family" agtige indlæg, hvis du skulle få lyst til at skrive/udgive dem. Du er ikke alene, vi med englebørn er alle vejne, man kan bare ikke se det på os - men vi er lige her og vi ved hvor ondt det gør og hvordan savnet æder sig ind i os...
Mange tanker herfra,
Maya.
Maomis: Jeg giver mig selv tid. Men kan også godt mærke, at nu skal jeg skynde mig lidt for om 3 uger er der sommerferie. Så er der ikke så mange stunder til at sætte sig ned og bare lade sig flyde med. Der er lige en 3½ årig der kræver fuld fart frem. Og efter ferien er der arbejde......urrrrghhh - håber jeg når det hele.
Alphafeen: du skulle i så fald være så hjertens velkommen.
Maya: Altså for søren da også et forløb du selv har haft. Må jeg spørge hvad der er sket sidenhen? Har du fået børn (måske haft nogle i forvejen)?
Det skræmmer mig lidt med den historie for jeg har selv haft celleforandringer 2 gange. Hvad nu om det kommer igen og de tager det hele. Hvad så med fremtid og sån. Det kan godt bekymre mig lidt.
Kram til dig Maya.
Hej igen Majsen.
Nej, jeg har ikke fået børn efterfølgende, men det er nu mest mit eget valg.
Efter hele turen med en MA i uge 14, en dødsfødsel, en SA i 8.uge og keglesnitsoperation, var jeg bare træt...så frygtelig træt af det hele og mit og mandens forhold var gået helt død. Så jeg gik fra ham, flyttede ind til Århus C, hvor jeg bor nu og ind flyttede min veninde også så vi nu deler en 2 værelses.
Så er jeg startet på pædagog seminariet (netop afsluttet 4. sem ud af 7) og arbejder i min fritid på et børnehjem.
Jeg er ganske single, men har en fyr/ven som jeg hygger mig med og leger "kæreste-agtig" når vi gider og lysten er til det. Jeg er rigtig glad for at jeg tog denne beslutning, for jeg var ved at blive trist helt ind i benene. Nu er jeg ung, frisk og har fundet ud af, at jeg indeholder så meget mere end ønsket om at blive mor. Jeg er faktisk skide god til at være studerende, og jeg synes selv at jeg gør det godt i mit arbejde med de omsorgssvigtede børn.
Jeg håber selvfølgelig at jeg en dag møder en ny mand, som jeg har lyst til at starte forfra med, men det bliver på en helt anden måde end sidst, for alt det jeg har været igennem sætter tingene i et andet perspektiv.
Desuden har lægerne fundet ud af hvad jeg fejler, og dermed ved de også hvilken behandling jeg skal have for at kunne få et levende barn ud af en graviditet (forhåbentlig!). Jeg er "kun" 26 år gammel, så jeg har stadig nogle år at løbe på, inden det er for sent med at få børn :o)
/Maya
Send en kommentar