Jeg mødte i går et meget sødt menneske, som jeg ikke havde set i ihvertfald 20 år. Men hun kunne godt genkende mig, og jeg hende. Det var midt imellem kolonialvarer og brødposerne at mødet skete.
Det obligatoriske "Nå men hvordan går det så dig" spørgsmål kom naturligvis. Sådan spørger man jo høfligt. Jeg stod lidt og overvejede svaret. For man bruser jo ikke bare ud og siger, at alt er i skønneste orden når det ikke er. Omvendt siger man heller ikke, at nogle ting er sådan lidt rodet og råddent. Man vejer lidt sine ord.
Men inden jeg nåede at svare, spurgte hun om jeg så havde et par børn derhjemme? Det måtte jeg jo sige, at jeg havde. Men også at den ene var levende og den anden død. Det er jo sådan lidt uventet at få at vide, når man end ikke har overvejet at et sådant svar kunne komme ud af det. Hun sagde, at så måtte vi jo prøve igen. Sagde også, at det havde vi, men at det ikke rigtig ville lykkeds for os. Herefter lidt snik snak frem og tilbage, samt nogle "hils hjemme" bemærkninger.
Jeg tænker lidt, at jeg måske selv skal omformulere sådan nogle spørgsmål når jeg støder på nogle jeg ikke har set længe. Så som "hvordan er det gået dig" eller "hvordan har dit liv formet sig". Så føler jeg ihvertfald at man selv inviterer til, at det er okay for modparten at sige tingene som de er. Hvis altså modparten vil.
Men kaster lige spørgsmålet ud: Hvad siger du til mennesker du ikke har set længe? Og hvad ville du selv sige, hvis vedkommende på det traditionelle "hvordan går det" spørgsmål sagde, at det IKKE gik godt?
Jeg er bare lidt nysgerrig.
10 kommentarer:
Jeg tror det kommer an på den person man møder.
Hvis det er en man gerne vil fortælle det til. kan man måske sige, at det går ikke så godt, men det er en lang historie, og om man ikke kan vende tilbage en anden dag og fortælle mere. Ellers ville jeg bare svare, at det går godt.
Jeg spørger næsten aldrig hvordan det går nogen når jeg møder dem. Siger hellere at det er længe siden og sådan noget. Jeg kan bedre lide, "har du det godt" det er mere personligt, og det viser, at den der spør, virkelig er interesseret i om man har det godt. "hvordan går det" er bare et standartspørgsmål syntes jeg. Hvis man ikke er interesseret i at høre mere, skal man ikke spørge. Puh, det var indviklet, men håber der er mening i det alligevel.
Undskyld, glemte at skrive at det var mig, Letten der skrev
Jeg tror vist, at mit standard-svar i lang var "det går både godt og skidt". Jeg kunne mærke, hvor vigtigt det var for mig selv ikke at negligere min ked-af-det-hed, hvis det var sådan jeg havde det - eller har det.
Jeg vil i princippet altid holde på (ligesom Letten skriver), at hvis folk spørger, må de også kunne tåle at høre svaret.
Jeg bilder mig ind, at jeg spørger sådan noget som: "Og hvordan er det så gået dig", for til det kan den spurgte svare kort/langt, positivt/negativt efter behag ;-)
Hov... jeg fik måske vendt det lidt på hovedet?
Øh... jeg bruger selv "hvordan går det", men forventer absolut ikke altid et positivt svar. Hvis nogen svarer, at det ikke går godt, så vil jeg spørge videre. Her forleden oplevede jeg at en veninde fik svaret "det går fint" på mit standard-spørgsmål, men hurtigt fik hun sagt; "aj, det er faktisk løgn! Det går jo ikke godt". Og SÅ kunne vi få hul og snakke rigtigt.
Det tænker jeg tit på. Netop fordi folk tit spørger med sådan en glad tone, som om det eneste de forventer er det positive svar om at det går forrygende, man er gift, har 3 unger, et stort hus og et solidt job.
Det afhænger selvfølgelig meget af situationen. Hvem er det der spørger, hvor osv. Ofte handler det bare om en høflighedsfrase. Men for mit eget vedkommende har jeg helt givet modificeret mit spørgsmål – eller i hvert fald mine forventninger til svaret – og kan selv blive lidt småirriteret på andre som spørger uden at forvente noget svar andet end et overfladisk 'godt'.
Samtidig tænker jeg om vi nogen gange lægger for meget i den sætning her i Danmark? I USA spørger kassedamen for eksempel om hvordan man har det og det eneste det i den sammenhæng betyder er, en hilsen.
For mig at se, er det en standard frase på lige fod med "sikke et vejr" eller "goddag” og ”farvel".
Jeg tror bare, at når man er i en situation, hvor tingene er lidt sårbare (hvad enten vi taler døde børn eller skilsmisse eller andet), så tilegner vi også den slags "hvordan går det så med dig" en større betydning fra afsenderen eller måske har vi bare i virkeligheden behov for, at der også er noget volumen bag sådan et spørgsmål. At afsenderen virkelig er interesseret!
Er afsenderen virkelig SÅ interesseret? Det er jo svært at sige og handler nok mest af alt om relationen.
Jeg kan også finde på at spørge sådan, - og jeg er da (selv om jeg har mistet) absolut ikke forberedt på at få noget negativt/trist at vide. For selvfølgelig håber jeg, at alle har haft det gode liv... jeg ved godt, at virkeligheden er en anden. Selvfølgelig ved jeg det, men helt forberedt er jeg nok ikke.
Specielt når det er mennesker, vi ikke har set gennem længere tid, så er ”hvordan går det?” et helt almindelig spørgsmål, det er høflighed og det handler om en hurtig opdatering.
Dybest set tror jeg, at det er forskelligt, hvad jeg siger – for det handler også om vi egen lyst til involvering. Nogen gange siger jeg bare sådan a la ”hej, hej – sjovt at se dig – ha’ det godt!”
For måske er det bare den slags dage, måske ønsker jeg heller ikke at få et tilsvarende spørgsmål.
:)
Jeg er selv kommet til at buse ud med lidt for meget...åbenbart...overfor en gammel veninde jeg ikke havde set længe, for veninden har ikke ladet høre fra sig siden.
Synes egentlig det er lidt en skam, at ting/det/mødet, hvad det nu end var skal ende med at løbe ud i sandet. Men jeg følte bare at jeg godt kunne sige det til hende, fordi vi havde været så tæt. Men bare fordi man selv er afklaret i en eller anden form, så er andre mennesker det måske ikke.
Det er bare så svært at afkode til hvilket niveau interessene egentlig går. Er vedkommende bare interesseret i en overfladisk og uforpligtende update eller er man virkelig, inderligt interesseret. Det har jeg altså stadig ikke lært at afkode. På den anden side, så gider jeg ikke pakke tingene ind. Men på den tredje side (jeg bliver lige lidt avanceret) så er det måske heller ikke helt op til mig alene at bestemme på hvilket niveau samtalen skal foregå, så det bedste man måske kan gøre er at føle sig frem. Starte med at give en lille bid af sig selv, og hvis man kan mærke at interessen og omsorgen stadig er der, så kan man give lidt mere.
Ja - den husker jeg. Jeg havde sådan lyst til at stille modspørgsmål en gang imellem.
"Spørger du, for at få at vide, at jeg har det meget godt, eller kan du tåle at høre, at det hele er af helvede til???".
Jeg tror aldrig, at jeg fik den fyret af, for man er vel opdraget.
Det er vel noget med at finde en historie til enhver tid. Jeg har valgt at veje situationen og svare derefter. Nogle har fået hele historien og andre et hurtigt svar.
Egentlig var det jo heller ikke alle, som jeg gad, at fortælle min historie.
Det er blevet meget lettere med tiden. Selvfølgelig også fordi jeg ikke er sårbar mere.
Alt dette har lært mig, at spørger man, så må man tage der svar, der måtte komme og forholde sig til det.
Det lyder lidt rodet, det kan jeg jeg godt høre. Jeg har sikkert også kvajet mig og fået sagt noget forkert til nogen.
Hvis det er en person jeg ikke har set i 20 år ville jeg slet ikke overveje, at dele noget særlig dybt/personligt over køledisken. Svaret ville nok være "Fint og hvad med dig?".
Som spørgsmål ville det selv være "Hvordan går det? Hvad laver du? Familie?" osv. Her ville jeg slet ikke forvente, at få en uddybende svar, men et mere overfladisk.
Men altså kun, hvis det er nogle jeg ikke har set længe. Det vil jo formentlig blive en ganske kort snak alligevel :)
Send en kommentar