Hvor ville jeg gerne, at meget af det jeg har skrevet siden 10. januar ikke havde noget med mig at gøre. Men det er desværre ikke skæg og blå briller, som jeg bare kan tage af. Dumme virkelighed.
Det værste er, når det kommer som lyn fra en klar himmel.
Og så ligner de bare så meget hinanden - mine drenge. De har så meget fra os begge.
14 kommentarer:
Jeg synes næsten, at det værste er, at ingen kan love dig, at du ikke bliver ramt igen...
Det går jo ikke over - du bliver bare bedre til at tackle det med tiden. Savnet vil du komme til at bære under dit hjerte resten af livet, det kan ikke være anderledes.
Vigtigst er det nok at holde fast i og være bevidst om det, når I ender der, hvor der er flere gode dage end dårlige.
ja om end du nu igen i strejf mærker lyset og lysten igen ligger sorgen der stadig...men så længe du ikke forsøger at grave den ned og nægte den når den dukker op er du stadig i mine øjne på vejen
Lotten: vi har fået vendt størrelsesforholdet fra: 1 god - 2 dårlige til at være 3 gode, 1 dårlig.
Jeg vil blive ramt igen, af det gode og det dårlige. Trods alt er Jacob også en rigtig god oplevelse. Den lille myre har givet mig meget godt.
Alphafeen: Jeg graver ikke noget ned og stræber ikke i den retning. Du ved hvad jeg mener :-)
Det var da en helt utrolig slående lighed! Skønne er de begge to.
Jeg får stadig de dage og lader dem komme, for jeg tror det er vigtigt at give dem plads ind imellem, netop for at kunne holde til at komme videre og finde sig til rette i den nye forandrede verden.
Stor krammer! Sofie
To dejlige drenge :)
Fantastisk smukke drenge du har Majsemor!
Jeg er så ked af at I må leve med jeres sorg, jeg er så glad for at læse at du fortsat tackler sorgen lige efter bogen og tilmed begynder at kunne se lysere på mange ting igen og jeg er uendeligt lettet over også at læse at du tager de korte stik til dig også. Alt andet ville være umenneskeligt.
Stor varmt weekendkram og kærlige tanker
Bitten
Sorg kan være som en lang lang vej. Lang og med huller. I startet med store huller der ligger tæt på hinanden. Med tiden med små bitte huller der ligger langt fra hinanden.
Det var helt utroligt som drengene ligner hinanden (indsæt selv hjerte).
Ville ønske jeg kunne nå dig til et kram.
nej hvor næse og mund ligner...:) smukke drenge!
Maomis: Tak. Og ja - der bliver givet plads til disse stunder. Jeg kan dog blive nervøs for hvad jeg skal gøre, når arbejdet igen skal genoptages. Men hva - så må de sgu lære Tude Marie at kende også.
Frederikke: :-) tilbage
Bitten: Jeg syntes også selv mine drenge er fine.
Ved ikke om jeg tackler efter bogen, men tror ikke det er helt hen i skoven det der er gang i.
Perle: Jeg får ski også lyst til at nå dig til et kram.
Alphafeen: Ja det er helt skræmmende hvor meget generne slår igennem.
Det første jeg tænkte, da jeg så billederne af dine dejlige drenge, var: Nej, hvor fedt, at Jacob lever videre i sin storebror.
Det er selvfølgelig "farligt," at storebror skal bære rundt på lillebror på den måde, men jeg synes - trods alt - stadig, det må være dejligt, at det fysiske/visuelle minde kan leve videre......
De er bare smukke de to drenge. Andet er der ikke at sige.
Anonym: Ja det er nok lidt farligt at blande de 2 drenge for meget sammen. Det sker dog til trods. Når jeg kigger på storebror vælter lillebror så meget frem. Jeg vælger at acceptere det og prøver at få dem skilt ad. Men storebror kan dog godt kvæles lidt i min kærlighed. Han modtager for 2 - for hvad skal jeg gøre af alt det jeg har i overskud? Og det er fordi de ligner så meget. Han er jo sig selv - og lillebror ligeledes. Her må tiden også arbejde for mig.
AnniLouise: Tak skal du have.
Jeg har haft nogle gode givende timer på din blog. Læst om de svære ting der er sket dig, om din kærlighed og tro på livet, trods alt. Jeg sender mange tanker og hilsner fra Ærø
Charlotte: Tak for dine pæne ord. Håber du stadig vil følge med herinde.
Send en kommentar