Børn i flertal

Kender I det med telefon sælgere der ringer, når man står med hænderne fulde og simpelthen ikke lige har tid til den slags?

Sådan en fik jeg i røret forleden aften, da drengen var rigtig pive træt og skulle i bad.

Jeg siger pænt til ham, at tidspunktet er dårligt. Hvorefter han insisterer og siger, at det blot tager et øjeblik.

Her skruer jeg lidt bissen på og får sagt: hvorfor skal I altid ringe når man står og skal ordne ting med sine børn? Jeg talte her bare i generel vending omkring deres opkalds vaner.

Den snedige telefonmand får hermed indtryk af, at jeg har børn i plural (hvilket jeg jo også har, dog ikke lige angående situationen).

"Børn" siger han - "læser de bøger"

"Ja"

"Hvor mange har du?"

"Mange" får jeg sagt.

"Og hvor gamle er de?"

"3 år"

Der bliver stille i den anden ende, og han sidder nok med følelsen af, at her var en mor med trillinger på 3 år. Det var dog det der skulle til for, at han sagde: "Så tror jeg at jeg ringer på et andet tidspunkt". Lidt empati havde han dog gemt.

Han rigende aldrig tilbage og det priser jeg mig lykkelig for. Men jeg skal også være bedre til at sige, at jeg ikke er interesseret fra start af. Når jeg har lyst at købe, henvender jeg mig selv. Det andet der virker bare ikke på mig. Tværtimod.