Aldersbetingede komplimenter

Jeg stod oppe i den lækre gårdbutik - næsten nabo - og snakkede med nabo og ejer. De ejer et par huse på strækningen hvor vi bor, og det ene er netop blevet solgt. Nysgerrig som man er, spørger man jo til hvem de nye er, om der kommer små legekammerater osv.

Hun fortæller mig, at det er nogle unge mennesker ligesom os - lige omkring de 30, med børn på 4 og 1 år. Fint og dejligt. Men jeg er jo ikke lige 30 år. Selvom hun godt ved det, sagde hun at det kom bag på hende hver gang. Fordi vi faktisk næsten er jævn alderene (de 6 års forskel udjævner sig ligesom når man rykker opad den der alderstavle), men differencen ligger i, at hendes den ældste har kørekort og på vej hjemmefra. Vi er jo på vidt forskellige stadier hvad det angår.

Næste ting der bliver sagt er, at jeg holder mig godt for min alder! Tak tak. Men hvor er det egentlig underligt. Da man var under 30 fik man at vide (altså når heldet var med en.....), at man så godt ud. Efter de 30 får man at vide, at nu ser man ikke godt ud - men man holder sig godt.

Min mor der er 63 år beretter om, at man i hendes alder er usynlig for mange! Forstået på den måde, at der ikke rigtig er nogle: "du holder dig godt" kommentarer længere. De er også for unge til at være gamle. Dvs. ikke gammel nok til, at andre rejser sig i bussen for dem, at de er gangbesværede, går i beige farvet tøj og falder i med det hele. Men usynlige - det er de. Som hun siger, så kan hun gå på strøget i Århus og næsten blive rendt over af unge mennesker. Unge folk, der ikke vil gå til side for hende, for hun er jo ikke "gammel og gangbesværet nok", men heller ikke så ung at hun går med små børn, og de forbi passerende trækker naturligt til side.

Det er bare lommeuld det her, men jeg syntes det er lidt sjovt at opleve hvordan det sådan ændrer sig med tiden. Også sjovt, at en anden nabo jeg har på 25 syntes jeg er gammel, men alligevel ikke gammel. Som hun selv har udtrykt det.

Jeg har hørt, at 40 er den nye 30. At man som 40 årig gør ting som før var forbeholdt de 30 årige. Måske rigtig nok, for vi får jo børn i en meget senere alder, og slipper ikke sådan bare alt det sjove der hører de lidt yngre år til. Men da jeg var 30 kunne jeg med garanti ikke sidde og sige: ork det kan jeg snildt huske det der der skete for 25 år siden. For det kan jeg jo i dag (selvom jeg ikke er helt 40 endnu).

Een ting er dog helt sikkert: jeg bliver aldrig (og med streg under aldrig) sådan en gammel en der går i beigefarvet tøj og sko. Der skal lidt mere farve på i alle henseender.

Nu vil mig og mit lommeuld tage en dejlig sen middagslur. Jeg har lige en hovedpine at udrydde.