onsdag den 30. juni 2010

Sommerminder

Dengang for læææænge siden da jeg var barn, kom min søster og jeg altid på fælles ferie hos mormor og morfar samt farmor og farfar. Lidt forskelligt hvem vi startede hos. Jeg ville altid helst starte hos mormor og morfar. De boede i Strandhuse lige ned til Kolding Fjord. Dengang skinnede solen altid om sommeren!

Jeg syntes det var herligt, at lege ude i det lille sommerskur de havde i haven. Sådan et lysthus, hvor de voksne sad og drak kaffe i skygge. I sådan nogle havestole, der var lavet af gummisnore og hvor en lille barnenumse snildt kunne smutte ned igennem de der snore. Og de klistrede total fast til ens lår! Der var skam også store brune havestole, med hynder så tykke i brune og orange farver. Syntes de var noget af det flotteste jeg havde set længe. Ude i haven var der frugttræer og frugt buske. Og en hængesofa. Tænkte, at man virkelig var noget ved musikken når man havde sådan een.

I de første år som feriebarn der, var det altid med morfar på deltid. Han arbejde stadig som kedelpasser på byens bryggeri Slotsmøllen. Jeg elskede at kigge på klokken og få mormor til igen og igen at fortælle, hvornår han kom hjem. Imens kunne jeg sagtens sidde længe og lukke låg op og lukke låg i, på en lille spilledåse med det fineste velour indeni og en lille danserinde i midten. Ellers legede vi købmand i kælderen søster og jeg. Der var gemt gammel emballage, som vi havde til rådighed. Vi kunne få timer til at gå på denne måde. Skatkammeret i kældren, var et lille rum bag en tremmedør, hvor der var sodavand og øl fra gulv til loft, imellem mormors sylteglas. Man var vel ikke ansat på bryggeri for ingenting! Vi måtte altid drikke sodavand så det stod efter os. Men gjorde det mærkelig nok ikke rigtig.

Min mormor var en temmelig bekymret type, der var bange for at vi blev stukket af hvepse, eller faldt ned af deres trapper, fik ting galt i halsen osv. osv. Men mærkelig nok tog hun det helt roligt, at vi gik i værkstedet og hamrede skibe sammen og løb ned i vandkanten og søsatte dem. Vi måtte dog ikke løbe derned, når mormor og morfar lå og sov til middag. Der skulle vi være stille. Og vi var det også. Sad og legede i haven imens, eller gik rundt i de knitrende perlesten hvilket var en herlig lyd. Kulminationen på ferierne hos dem var altid, når vi tog ind til byen og hentede morfar på bryggeriet og bagefter tog i Kvickly og spiste røde pølser i cafeteriet. Der var rullebånd til første salg. Det var så stort.

Når vi havde været der nogle dage, gik turen til huset på landet hvor farmor og farfar boede. Kornet vejede blidt i vinden og køerne stod og græssede på den anden side af det elektriske hegn. Et hegn som man godt vidste, at man ikke skulle røre, men alligevel ikke helt kunne lade være i fred. Vi sov i senge med madrasser af kradset uld. Og i det mest velduftende rullede knitrende sprøde hvide sengetøj. I dyner der var tunge som et ondt år. Men vi sov, og vi sov godt. Man kunne høre farmor og farfar se fjernsyn neden under, som mumlende stemmer. Det var lyden af tryghed og voksne.

Om morgenen fik vi altid farmors friskbagte brød og sødmælk til, der var så isende koldt, at det gjorde ondt i fortænderne. På brødet var farmors hjemmelavede æblegelé. Når vi sad der og spiste kom posten altid, og det var det gammeldags landpostbud, der altid lige kom og fik en kop kaffe. I øvrigt leverede han det nyeste lokale sladder. Dernæst rendte vi ud og legede. I værkstedet. På markerne. I jordbær bedet, og spiste jordbær så vores små maver var ved at eksplodere. Farmor gik altid igang med middags mad lige efter morgenmaden. Hun gravede kartofler op og stod og skrabede dem i en tynd vandstråle. Det var knap med vandet pga. egen brønd og ingen offentlig forsyning. Man spiste middagsmad og ikke frokost. Solidt måltid med varm mad og den tykkeste brune fede sovs man kan tænke sig. Salat fra haven og alt var så frisk. Det smagte himmelsk. Farmor og farfar sov også til middag i ca. 20 minutter. Der var specielt her, vi gjorde de ting vi ikke måtte. Rendte rundt i kornmarkerne, og det var ikke i sprøjte sporene. Der blev altid trådt korn ned i de små pauser. Farfar gav os skideballer for det, men det må have prellet af på os. Gjorde det igen og igen. Nede af deres lille grusvej lå et hus overfor. Hvor Emil boede. En gammel hvidhåret mand, der havde en have så prægtig at det var overdådigt. Han havde også en guldfiske dam, og de gange jeg har været på ferie med min bror og fætter løb jeg altid med til guldfiske dammen som det tynde øl. De to slamberter fangede fiskene og lagde dem på kanten og så var det ellers med, at stikke af i en fart. Der stod jeg så - med næsten moderlige følelser for de små fisk. Lagde dem tilbage i bassinet. Emil kom altid ud og råbte af drengene der allerede var halvvejs oppe mod huset igen. Tog imod skideballen på deres vegne, men fik et blidt klap på hovedet af Emil der sagde, at han jeg var en god pige.

Jeg kunne godt lide ferierne hos farmor og farfar, selvom der ikke skete så meget. Men kunne bestemt ikke lide, hvis vi startede med at holde ferie der. Så gik jeg gerne op i soveværelset og stod og kiggede længe efter bilen når den kørte ned af markvejen. Fældede en tåre fordi, at jeg savnede min mor. Men ingen måtte se det. Farmor har helt sikkert set og vidst det, men gav mig friheden til at håndtere det uden hendes indblanden. Hun kunne godt virke som en skrap dame, men hun var faktisk blid som et lam. Sad og nuldrede vores hænder og fødder når vi krøb sammen i sofaen efter aftensmaden (som var rugbrød med alskens hjemmelavet pålæg). Hun strikkede og hæklede, og lyden af pindene der slog sammen dyssede mig næsten i søvn. Selvom det reelt nok har været alt den friske luft i løbet af dagen.

Mine ferieminder fra barndommen er herlige, og står faktisk knivskarpe når jeg henter dem frem. Jeg kan dufte duftene fra dengang når jeg tænker. Og smage maden. Så er det jeg tænker, hvad det mon er for nogle helt specielle minder Frederik tager med sig fra sommeren? Og Nanna med tiden. Er det duften af nyslået græs? Er det når vi som i går aftes, render ud kl. 20 om aftenen bare i undertøj og går amok i jordbær bedet? Når vi skal igang med saft sæsonen, startende med hyldeblomst saft i morgen, om en måneds tid ribs og jordbær saft og hen over efteråret presser alle æbler til saft? Jeg håber han også får nogle fede sommerminder. Han skal på ferie med farmor og farfar i sommerhus, sammen med 2 fætre i næste uge. Men de har huset til salg, så måske den tradition snart ophører. Den vil naturligvis blive afløst af noget andet. Når han er på ferie hos mormor om sommeren, er der som regel en fætter eller kusine også fra Luxembourg. Det adskiller sig naturligvis fra de mange små ferier han ellers er på derude i løbet af et år.

Jeg kan se, at Frederik oplever mange flere ting med sine bedsteforældre end vi gjorde med vores. De underholdt os ikke på samme måde. Det gjorde vi selv. Og fantasien sprang alle rammer på sådan en uges tid. Vi kunne få alt ud af ingenting. Der bliver de små langt mere underholdt i dag, og jeg ved at Frederik værdsætter de små udflugter i stor stil. Hans respektive bedsteforældre har ikke gamle frugthaver, men derimod gårdhaver med krukker. Det gør jo alt andet lige legen til noget andet.

Men nu er det sommer og sol. Det er fedt. Og i weekenden skal vi have ungernes vandland op på terrassen, og Frederik og jeg skal ud og plukke jordbær på et pluk selv sted. Så mange har vi nemlig ikke i haven, at man kan spise sig en mavepine til. Mavepine jeg har fortalt ham om, og han vil så gerne prøve det. Og jeg under ham sådan en oplevelse. Den hører nemlig rigtig dansk sommer til.




























'

mandag den 28. juni 2010

Konge investering

Ja ja ja - det har været skrevet MANGE gange før. Nanna sover kun halve timer og bla bla bla. Men sjovt nok både 2 og 3 timer, når hun blev lagt i egen seng for helt nedrullede gardiner og total mørklagt værelse. Men i vognene blev det kun til en halv time. Arh 40 minutter hvis det var en god dag :-)

Moderen investerede i tidernes morgen i en forlænget solskærm for, at denne kunne skærme for solstråler når vi gik tur. For, at de ikke ramte lige ind i ansigtet og man slæber sig skæv ryg til for at slæbe vognen efter sig. Solskærmen har faktisk en fantastisk egenskab, at den kan mørklægge vognen total og dette brugte jeg en dag, hvor jeg ikke kunne finde myggenettet. Og mygge/fluenet er det jo ligesom højsæson for netop nu.

Men altså: det skulle så tage mig alt denne tid at finde ud af bruge denne funktion. Og hvorfor f..... har jeg dog ikke gjort det noget før? Ta daaaaaaa - mørklagt vogn ganske som et mørklagt værelse. Min lille kravlenisse sover den ene time efter den anden nu i hendes vogne. Og mig? Ja jeg læser både dameblade imens, slikker sol og drikker spandevis af kaffe med veninderne.

Var der så ikke også noget med, at jeg i forrige indlæg skrev, at NU kom der billeder på? Åh jo. Men vi har taget så sindsyg mange billeder og film af vores unger, at PC'eren her stort set ikke har mere hukommelse tilbage til, at lægge mere ind på den. Så billederne ligger trygt og godt på respektive kameraer og videokamera. Herren er ude for, at proviantere en ekstern harddisk (tror jeg nok det er) så vi kan få tømt for tur til Luxembourg, ferie på Tenerife, Legoland tur, "jeg kan kravle" billeder, billeder af sommerbørn i haven osv. osv. Men for den da, hvor er livet herligt og nemt når solen skinner. Børnene tillige. De hviner og griner dagen lang. Nanna er også den nemmeste lille pige at have med ud i byen hvis mor vil det en dag. Hun lægger sig til at sove uden brok i vognen om så der står et hornorkester og spiller lige ved siden af hende!!! Den præsterede Frederik aldrig nogen sinde. Så i morgen tager vi atter på shopping og café tur. Hun kan faktisk rigtig godt lide når der er en masse at se på. Bare sidde og iagttage fra vognen. Bevægelse er hun dog ellers også blevet svært glad for, og møffer afsted på de små knæ. Rejser sig efterhånden også op af mange ting. Flere bedre end andre. Der er ihvertfald røget en standerlampe på den bekostning.

Vi har 5 uger tilbage inden vi tager hul på vuggestue livet. FEM uger?!?! Hun er helt sikkert klar, men det er jeg til gengæld bare slet ikke. Jeg har sku da lige født hende. Vuggestuen tager kun ind pr. den første i måneden, og da jeg starter igen på arbejde den 30.8 var vuggestue start 1.9 ikke en option. Men heldigvis får vi en blid start. Men så tror jeg også vi får en brat opvågning. Ikke mere sove til vi vågner ml. 8 og 9 om morgenen. Ikke noget hængen længe over morgenmad. Og aldrig mere barsel. Så jeg iler hastigt ind til den lille der vist har gang i noget nu hun ikke må. Vi skal nemlig nyde 187% af de sidste uger vi har på fuldtid.

Dog lige en allersidste kommentar: jeg har klippet Nanna's SÅ fine lange hår af. Bestemt ikke med min gode vilje. Men hår elastikker og spænder blev revet ud ligeså snart de kom i. Og proppet i munden. Hundeangst for, at hun ville blive kvalt i et sådan, måtte håret lade livet. Hun var ellers lige så fin med 2 små rottehaler :-)

onsdag den 9. juni 2010

Træt og glad

Der er sket så sindsygt meget siden sidste indlæg. Og lige nu er jeg vist for træt til, at remse bare lidt af det op. Men altså: livet er for lækkert i øjeblikket syntes jeg.

Så nu har jeg nedfældet på skrift, at jeg indenfor 3-4 dage skal have opdateret denne blog, og lagt billeder ud af badende børn, børn i flyvere, lufthavne, haven, stranden, sovende på de mærkeligste steder, spisende, legende og trætte. For nu er vi vist alle trætte ovenpå et lidt højt aktivitets niveau igennem knap 3 uger. Kl. var ihvertfald 10.30 inden resten af familien begyndt at sige godmorgen til en morgenfrisk Majsemor her til morgen. Og Nanna har næsten sovet dagen væk. Og nu vil jeg i seng.

Ses......

lørdag den 1. maj 2010

Syntes egentlig det er luksus

Nanna 7½ måned. Et rigtig lille livsstykke der virkelig er begyndt at elske fest, ballade, andre børn (med tryk under samværd med andre børn og i særdelshed hendes storebror), verden, sin familie og mad. Masser af mad. Mad som i: "jeg har næsten tykkere lår nu, end min storebror". Hun er en rigtig trunte.

Vi hører hende dog også en del i øjeblikket. Både jubelskrig over ting der fryder hende. Brokken over ting der er kedelige. Og så en hel masse klagesang over tænderne. Uh hvor de små bisser volder hende trælse stunder. Den første mærkede jeg for en uge siden. Og i dag tand nr. 2. Om der er endnu een på vej er uvist, men putte ritualet der max plejer at tage 15 min (incl. en hel flaske vælling) strakte sig over 3 timers brok. Og hun var træt. SÅ træt. Men bed, rev, skreg, hylede, baskede, vendte og drejede sig i eet væk. Jeg syntes det er bisset af de bisser, at de er så dumme ved hende. Nætterne er også ret urolige og jeg kan til tider føle, at det er som at have en nyfødt der skal mættes hver anden time. Hvilket igrunden var luksus i forhold til, at blive vækket minimum hver ½ time af et meget urolig barn.

Jeg håber, at tænderne holder pause her om en måneds tid. For der skal vi ud og rejse. På en rigtig charterferie. Noget vi aldrig har prøvet før, og egentlig ikke rigtig kunne se os selv være deltagere i. Men jeg kan pludselig godt se plottet med babypool med solfaktor 50 net over, børnepools til Frederik, børne disco nogle aftener, alt hvad vi kan spise og drikke i løbet af dagen når VI har lyst (læs: når børnene er sultne). Stor lejlighed med garanteret rolige omgivelser. Med spa bad (fy skamme - det er ikke godt for miljøet med alt det vand frås). Ikke røre en finger. Bare være sammen som familie. Slentre rundt med en klapvogn. Bade. Sove. Grine. Nyde solen. Ingen vasketøj, ingen madlavning, ingenting som derhjemme. Derfor må tænderne gerne tage på ferie ligeledes, hvis nogle vil høre min mening.

Den "rigtige" sommerferie der i juli måned, bliver en kombi af lidt små udflugter i DK og ellers se hvad vi får lyst til.

Men når man sidder her og snart tager hul på sommeren, så bliver jeg også sådan lidt grebet af halv agtig panik. For når sommerferien slutter, så skal min lille sveske starte i vuggestue. GYS altså. Fra hun begynder, til jeg selv starter igen er der en måned, da jeg lige skal have brændt noget ferie af inden opstart. Waukk - kun 3 måneder mere af dette intense liv med baby. Aldrig mere barsel. Aldrig mere baby. Aldrig mere super god tid med børnene (altså udover ferier og weekender), hvor vi kan hænge længe over eksempelvis morgenmaden. Dette faktum har gjort, at jeg suger alt ud af stunderne som jeg overhovedet kan.

Nej det er ikke længere surt, at Nanna kun sover 3 x ½ time om dagen. For så har jeg ekstra meget tid sammen med hende. Det er heller ikke surt, at trille vogn i øs pøs regnvejr. Det bliver nydt fordi, at om ikke så længe kan jeg ikke bare smutte ud og gå en times tid 3 gange om dagen. Jeg kan ikke på samme måde, opleve hvordan skoven springer mere og mere ud for hver dag der går, og plukke anemoner så jeg næsten drukner i dem. Jeg er i den grad virkelig begyndt at nyde min barsel i fulde drag. Samværd med veninder. Mødregruppe træf med 2 andre fantastiske kvinder (vi var oprindelig 4, men kun de 3 af os klingede helt perfekt). Små udflugter. Ture i byen med klapvogn og baby der sidder og hviner af fryd. Hente en Frederik der cykler hjem og fortæller mig alt i hele verden, af brugbar og knap så brugbar information. Svinge børnene på deres nye gyngestativ i haven. Lyden af børn der leger i haven når Frederik har vennebesøg. Naboer der også yngler i stor stil (lige ankommet en lille legekammerat, og 2 lige på trapperne) og samværd med mødrene og gåture med dem.

Og endnu en herlig uge i vente: i morgen besøg af 4 prægtige mennesker: grønlandsposten med Iluuna og Maliina, samt Krone M's ukronede dronning . Jeg glæder mig vildt meget til at se dem alle 4. Mandag med mødregruppe. Onsdag på veninde tur hele dagen (vi skal røre ved alt tøj i butikkerne, spise frokost, drikke kaffe og sludre/sladre) og Nanna til mormor, torsdag besøg af veninde her, og fredag aften ud og spise tapas og på drinksbar, imens faderen er med børnene. Tror jeg skal dampe af næste weekend.

Livet på barsel har pludselig ændret sig til, at være en herlig ting. Også selvom tænderne giver pylder i hverdagen.

onsdag den 14. april 2010

Velbekomme

Kl. 07.30 : stor portion grød. Mælk dertil.

Kl. 10.00: Endnu en portion grød, samt en "babysmoothie" (erstating blended med 1 banan, jordbær og lidt A38. Serveret på flaske med vællingsut. Ryger lige ned og en absolut favorit)

Kl. 12:15: Vi er i skoven og der skal lige lidt mælk til.

Kl. 13:30: Så er det tid til grød igen, tilsat frugtmos.

Kl. 15:30: Napper lige en stor omgang mælk.

Kl. 17:00: Fuldstændig panisk sulten, og spiser en stor kogt bagekartoffel, en dampet rødspætte, en gulerod samt lidt brocolli. Blended.

Kl. 18-20: Er puttet (for man sover jo næsten ikke i løbet af dagen) og i perioden napper man lige næsten 400 ml. flydende, fordelt på vælling og mælk. Halvsovende.

Sig mig lige - har den pige da bare ingen bund?

Det er da godt, at der findes fast føde og moderen ikke skal producere det som brystmælk. Så var jeg dejset omkuld for 2 måneder siden.

Og så skulle man tro, at den lille dame sover heeelt indtil i morgen tidlig ovenpå alt det mad! Men så skulle det da være første gang, for ovenstående er det daglige scenarie. Næh - man napper da også lige et par omgang mælk om natten.

Bøvs siger jeg bare. Ikke noget at sige til, at vi stille og rolig lægger str. 74 på hylden, og er hoppet i str. 80/1 år. Og hun blev 7 måneder idag.

mandag den 5. april 2010

Dejlig påske

Skøn påske her i familien. Set al vores nærmeste familie på begge sider. Søskende og deres børn. Bedsteforældre. Onkler, tanter, faster, moster osv. Joh det har skisme været rigtig hyggeligt. Og børnene har nydt det, og nydt opmærksomheden og ikke mindst al den chokolade der sådan falder af, igennem sådan en højtid.

Og i dag har vi okset afsted allesammen i skoven og spist medbragte madpakker. Jeg selv har også nydt Marselisborg Skovene nogle dage i påsken, da vi tilbragte et par dage i streg med besøg hos min mor. Må nok sige, at jeg får gået en del kilometer i øjeblikket og elsker det bakkede terræn (det gør musklerne i mine baglår også kan jeg mærke) og stilheden i skoven. Ikke mindst skovbunden der forvandler sig til et frodigt grønt tæppe i disse dage. Og tænk sig lige - fra i formiddags til eftermiddag var forskellen i skovbunden, at anemonerne var begyndt at springe ud. Joh jeg ser det såmænd, for tilbringer faktisk omkring 4 timer daglig (af 3 omgange) i skovene omkring os. Love it - love it - love it.

fredag den 26. marts 2010

Det går jo nok meget godt alligevel

Årh det skulle vel aldrig lige, være endnu et indlæg der handler om mine børn. Åh joh.... For der er efterhånden ikke ret meget, der handler om mig mere. Det går rigtig meget op i børn. Hele tiden og døgnets 24 timer. Jeg tænker, at det bliver ren ferie, at starte op på arbejde igen. Tænk sig lige, at kunne sidde helt stille og rolig ½ time og spise frokost og bare slappe af! De bør altså gøre noget, ved de der barselsdagpenge, for det er fandeme dårlig timebetaling man får, for 24 timers arbejde:-) MEN - det er jo alle pengene (eller mangel på samme) værd og meget meget mere.

Har dog stadig en baby, der kun sover ½ timer ad gangen. Og som er så træt og pyldret meget af tiden. Jeg prøver at hjælpe hende til, at få meget mere søvn indenborde og går laaaange ture med hende. Det blev faktisk til hele 80 km på en enkelt uge. Men det er som om, at som varmegraderne har taget til, har søvnen også aftaget. Lige på det punkt, savner jeg kulde. Hun sov ski så godt dengang. Hun sover 4-5 gange i løbet af en dag. ½ time ad gangen. Og hver gang hun vågner, er hun drøn hamrende sulten og skovler mad ind, som var det det allersidste måltid nogensinde. Hun har virkelig fået smag for mad i alle afskygninger, og spiser alt hvad der bliver serveret. Det er jo nemt. Jeg har en fornemmelse af, at der sker så meget i den lille piges krop, at hun simpelthen ikke kan finde ro til at sove. Eksempelvis knækkede hun i dag koden omkring at krybe omkring. Ikke rigtig kravle, men frem det kommer hun godt nok. Har okset og bakset med det i en uges tid, og været ret frustreret. Frederik var 7½ måned da han knækkede koden. Og dengang fik jeg at vide, at det var tidlig på færde. Nanna er ikke engang 6½ måned. Og skal på det motoriske tillægges hendes for tidlige ankomst. Forstået på den måde, at hun nok ville være lidt langsommere på aftrækkeren i den henseende. Øhhhhh nåh, siger jeg bare. Heldigvis kender Nanna ikke de naturlove, og hamrer afsted i udviklingen. Nu må hun dog gerne snart udvikle et ordentlig søvn mønster. Det tyndslider en mor, aldrig nogensinde at have bare 4 sammenhængende minutter til sig selv. Hvor man kan sidde og drøne en rugbrødsmad ned.

Men jeg kan vel heller ikke få i både pose og sæk. For når hun lægges til natten, så sover hun ml. 12 og 13 timer. Får 1-2 gange flaske, men tager kun et par mundfulde efterhånden. Men hun skal lige have smurt ganen bare lidt.

Frederik og Nanna sammen. Åh my hvor er de bare fantastiske. De nyder virkelig hinandens selskab, og får hverandre til at grine og gerne højlydt. Jeg bliver drøn stolt når de ligger og leger og kommunikerer på et niveau, som ingen voksen nogensinde kan tune ind på. Det er deres stunder, og vi lader dem få dem helt og holdent i fred. Men nøj hvor vi kigger om hjørner og iagttager dem. Og bliver temmelig bløde om hjerterne. Det er svært, at blive i baggrunden. Men jeg gør det, så de kan udvikle deres bånd helt og holdent uden vores indblanden. Og kan i øvrigt få fred til, at lave aftensmad imens jeg smugkigger på dem.

Min dejlige Frederik udvikler sig også i øjeblikket. På det grafiske plan. Jeg er målløs over, hvad han kan få ned på et stykke papir i hans alder. Skal forsøge, at tage billeder af hans tegninger og få dem lagt på her. Længe (ca. et år) har han tegnet perspektiv tegninger. Nu er de dog blevet så avancerede og detaljerede, at han længe har overhalet hans far i tegnekundskaber. Okay - min mand er ikke verdens bedst tegner. Det er vel til det man kalder husbehov. Vi havde en lille rask konkurrence om at tegne nogle dyr. Lad os bare sige, at Frederik slog os begge med flere længder. Og fortalte os, hvad vi havde gjort forkert. Stod som den der formnings lærer og belærte os begge omkring, hvad vi lige manglede eller kunne gøre bedre. Med ordene: "det kan du sagtens - du skal bare lige prøve det et par gange".

Og min skønne knægt gav mig det værste chok sidste weekend. Vi var ude at gå, og han på cykel. Han stak af fra mig flere gange, og til sidst måtte jeg sætte en skrap stemme på og fortælle ham, at nu blev han altså lige nøjagtig ved siden af mig og barnevognen. Ikke på vilkår, at han ville acceptere at jeg talte "med den stemme" (som han sagde), og han stak bagom mig og overpå den anden side af vejen. Ved et T kryds. Hvor en bil drejer om hjørnet. Det hele sker bare så hurtigt. Ser en bil der blokerer bremser, prøver at lokalisere Frederik og ser ham først, da bils kofanger er cirka 5 cm. fra ham. Hvor kunne det bare være gået så galt. Havde det været en traktor, tør jeg ikke tænke på hvor Frederik havde været nu. I chok over det der skete, fik jeg talt lidt mere med "den stemme" som han ikke brød sig om. Og pludselig var jeg verdens dummeste mor, og han ville aldrig mere hverken cykle eller snakke med mig. Heller ikke have et påskeæg af mig. For den da, hvor var han sur på mig. Men kom med våde og tårevædede øjne og gav mig undskyldnig og fortalte, at også han var blevet bange. Vi brugte 4 timer efterfølgende på, bare at sidde og kramme. Jeg kan slet slet ikke med, at være opfarende overfor ham. Han er så vigtig for mig, at det bør være fuldstændig unødvendigt at blive uvenner. Men nogle ting skal bare skæres ud i tykt bølgepap.

Livet kan blive så skrøbeligt i et splitsekund, og dette var endnu een af de stunder hvor jeg blev mindet om hvor dyrebare og fantastiske mine unger er. Og hvor meget de betyder for mig og hele mit liv. Også selvom man nogle gange, må tage den forkerte stemme på, og selvom man aldrig har tid til sig selv. Jeg ville jo aldrig aldrig nogensinde bytte mit liv som det er lige nu, med ikke at have dem. Den boldgade har jeg ligesom prøvet, og det er nederdrægtigt at mangle en af ungerne i sin rede. Jeg syntes stadig det er forkert, at mellemste er ham jeg aldrig mere kan få taget et billede af. Kan kun dokumentere eksempelvis hans 2 års fødseldag, med endnu et billede af en grav. Jeg mangler ham tit og ofte imellem mine hænder. Mangler at have fået lov til, at finde ud af hvem han var. Eller kunne være blevet.

Så chin up, og klø på med tingene som de er lige nu. Min tid kommer helt sikkert igen. Jeg har nemlig åbenbart udsigt til rigtig meget af min tid hvis jeg skal tro min læge i går. Han havde sjældent set, en diabetiker på 34. år med sygdommen, der var så velreguleret i årevis som jeg. Som ingen følgesygdomme havde. Det var næsten uhørt og nærmest magisk som han sagde. Så hvis jeg vil fortsætte på den måde, kunne jeg se frem til at blive en gammel dame med alle lemmer i behold, med fint gråt (eller bliver man ikke helt hvidhåret som gammel) hår. En der skal nyde egne børnebørn vokse op. Hende vil jeg gerne være, så jeg har ikke tænkt mig at ændre så meget. Jeg vil nemlig ikke være hende, der kommer til at mangle synet, et ben eller nyresvigt. Jeg hænger sku i det her liv med alt hvad jeg har. Om det så kun er med et par minutter her og der til mig selv.

tirsdag den 16. marts 2010

Halvt år med Nanna

Den lille dame er nu fyldt ½ år i søndags. Og hun bliver mere og mere lækker for hver dag der går. Nøjjjjjjs hvor er jeg glad for hende. Tsk tsk tsk - mig der ikke troede, at jeg havde plads i mit hjerte til 2, fordi kærligheden til nr. 1 var så stor. Der tog jeg da heldigvis så godt og grundig fejl.

Med et halvt år, følger også nye kundskaber. Kan vende sig, spiser mad næsten som vi andre, bare i den mosede og blendede udgave. Gynger, laver larm, driller hendes bror (ihvertfald hvis man spørger ham), kræver mere opmærksomhed (og får den tillige) og er i det hele taget et rigtig lille menneske. At der ligegodt var plads til 2 kartofler, en stor gulerod, ærter og en frikadelle til aftensmad kom bag på mig. Det strøg ned med stor velbehag. Skyllet efter med mælk, og så lige en flaske at sove på. Spændt på, om vi overhovedet hører hende i nat. Og a pro pos nætter: jeg kan slet ikke få nok af, når det lille menneske ligger og falder i søvn med hendes sutteklud. Den kører rundt i det lille hoved. Aj hvor er det bare cute. Så glemmer man alt om faktum omkring, at hun stadig kun sover ½ timer (troede jeg havde fået has på det. No no no. Heller ikke selvom jeg begiver mig ud på de vildeste gåture. Vi måtte ringe efter farmand til at hente os søndag. Hun skreg og skreg i en time. Og stadig 5 km hjem. Kom og hent os....) i løbet af dagen og bare er træt, træt, træt baby. Hun er sku stadig en super sveske.





onsdag den 10. marts 2010

Godt tænkt min dreng

Frederik vil jo gerne vide ALT i denne verden (so it seems ihvertfald), og i går faldt snakken på, hvorfor noget gør ondt på kroppen og hvorfor noget kilder.

Nu er jeg jo ikke uddannet i menneske kroppen og dens funktioner andet end til husmands behov, så jeg måtte fortælle om det med nerver. Nervetråde der er koblet til hjernen. Tegnede en krop med masser af nervetråde. Vi nev lidt i hinanden for, at få nerverne til at sende besked til hjernen om, at det gjorde ondt. Aede og kildede hinanden hvilket også sendte besked til hjernen men med et rart eller sjovt udfald.

Så tegner den lille fyr et brev i hovedet af den krop jeg havde nedfælet på papir.

Mor: Frederik hvorfor tegner du et brev nu?

Frederik: Det er jo en besked mor. Så hjernen ved, at nu har den fået en sms.

Hehehe....tænk sig lige, at den lille geniale fyr er min.

På lørdag har vi mor og Frederik dag. Sådan en hvor vi har tid til, at lave lige det vi lyster. Planerne er ikke endelig lagt, men mon ikke der sniger sig en biotur ind?. Jeg savner hver eneste dag, at have ordentlig tid sammen med ham, men nyder også årsagen til at det er som det er. Nemlig lillesøster. Men på lørdag er lillesøster helt og aldeles farmands pige. Og Frederik er mors dreng.

Nanna fik jo knækken koden med at vende sig for ca. 1 måned siden. Men så var det som om, at det ikke længere var interessant. Det er det så til gengældt blevet nu. Hun er overalt det lille myr. Ruller rundt i hele stuen og jeg overvejer beskyttelses hjelm til det lille hoved. At ligge indenfor de der (frygelig grimme i øvrigt) mange skummåtter varer max ½ minut. Så er hun videre rundt på hendes færd. Det lille hoved får nogle knubs af bordben, møde med gulvet når hun tilter tilbage til ryg og såfremdeles. At skifte ble er også en udfordring. Man vil jo helst være roterende grillspyd på puslepuden. Hvor det førhen var eet af yndlings stederne, har den pibe fået en anden lyd nu. Og om jeg dog fatter hvordan hun gik fra spæd til aktiv baby. Jeg så det nok ikke helt, da hun brugte de første knap 4 måneder på at hænge på skulder for at bøvse. Der var altid lige en bøvs på tværs. Og på søndag runder hun ½ år. Hægter hun hendes bror på, så er kravlestadiet lige 1½ måned fremme. Indtil nu, har hun været lidt hurtigere på aftrækkeren end ham. Egentlig utrolig at hun kan komme omkring med den lille tykke dejlige babykrop. Nanna er bestemt en elastik pige :-)

Og moderen? Ja hun er euroforisk over, at sneen endelig er væk og man kan trille barnevogn på alle yndlingsstederne igen. Det var en prøvelse hele vinteren igennem, når man bor på landet. Hvor snedriverne ligger høje og kolde i vejsiderne. Hvor der knap var plads til 2 biler på vejene. Og drog vi hen hvor der er cykelsti, ja så var det endnu værre. Det er da godt, at man ikke var afhængig af cykel transport i 2 måneder, for det var en umulighed her. Så igår blev det til 15 kilometer på gåben, og so far 8 i dag. Har en tur i vente med en en fra mødregruppen og vi vælger ruten på 6 km. Altså når man nu ikke fik ammet de der ekstra kilo væk, og min kostomlægning ikke rigtig virker i det tempo min hjerne er indstillet på, så er der vist kun motionen tilbage. Den plejer til gengæld at være en sikker vinder. Så hurtigt som tiden går i øjeblikket, så er der jo ikke frygtelig længe til sol og sommer. Men som det er nu, viser jeg mig ikke i en badedragt. Og tror faktisk det vil se dumt ud, at sidde på stranden iført camouflage tøj (aka tunika lignende) når solen engang skal bage på os igen. Nu skal jeg have fundet en brugt baby jogger, så vi kan komme ud og løbe når vejret bliver lidt varmere. Kender du nogle der har een til salg, så sig endelig til. Det er som om, at alle har fået samme griller plade i hovedet som jeg. De ryger alle lige for næsen af mig.

Nu vågnes der vist op til dåd ude fra vognen igen.

mandag den 8. marts 2010

Tumbe

Altså ikke særlig smart du der unge pige i Føtex!

Herren og sønnike oppe og handle i går. Ved den smarte scan selv kasse, står en ung pige der kan hjælpe de kunder der ikke lige er bekendte med fænomenet. Men vi bruger det ofte, og derfor ingen hjælp at yde. Istedet spotter hun Frederik og spørger, om han vil have en lille pose gratis slik som de deler ud, i anledning af søndags åbent?

Selvfølgelig vil han da det. Min mand spørger, hvad det er for noget, og den unge pige svarer, at "det ved hun ikke rigtig, men ihvertfald noget slik". Herren siger til sønnike, at han lige må vente med at åbne den til de er ude i bilen. Hvilket så også sker. Og sønnike tager slikket i munden. Siger til hans far, at det er altså helt vildt hårdt og han kan ikke rigtig spise det. Hans far kigger på det, og konstaterer at det IKKE er slik. Derimod en lille pose med 5 glaskugler og nogle kort. Den lille såkaldte slikpose, var altså et spil. Med påtrykt tekst: må ikke puttes i mund, da posen indeholder kugler der kan splintre og forårsage kvæling.

Hvor kunne sådan noget være gået grueligt galt. Hvis nu han bare havde været 3 år, var kuglen sikkert bare blevet slugt og ikke akkompagneret af utilfredshed over slikkets udformning.

Lammer til ung pige i Føtex (en temmelig oprevet mor ringede også til dem, og gjorde opmærksom på at stoppe øjeblikkelig med, at uddele flere "slikposer". Det var en meget flov Føtex dame jeg fik i røret).

onsdag den 3. marts 2010

Sådan en helt almindelig onsdag

Endelig sover lille barnet mere end ½ time i vognen i dag. 4 timers formiddags lur. Vågen i 45 minutter og så overmandede trætheden hende igen. Nu kører vi så på 2. time's eftermiddagslur.

Og så bør man jo være glad for, at kan få lavet lidt. Men man ser mig stadig rende til og fra vogn for at se til hende. En 5 måneders vaccination i går har godt nok fået skovlen under den lille dame. Feber og rigtig ked. Så jeg tjekker hele tiden om hun er for varm.

Er det ikke bare her, at man siger pest eller kolera?

Jeg kan simpelthen ikke tage det med ophøjet ro, når mine børn er syge og ikke har det okay. Pyldremor - jep that's me.

Og så hørte man i øvrigt lige sig selv tale her til morgen. Står ved Frederiks seng kl. 8.30 for at vække ham. Har Nanna på armen. Drengen var meget langt væk i søvnen. Nanna mister lidt tålmodigheden hvilket kommer verbalt ud i form af høje lyde. Og så kommer det fra det lille sovende væsen i sengen: "Ja ja Nanna - jeg har hørt dig. Giv mig lige 2 minutter til jeg er færdig med det her, så kommer jeg"

søndag den 28. februar 2010

Tror 10 øren er faldet.......

Nanna kom jo til verden 4 uger før tid. Ikke alarmerende, og med fin fødselsvægt og længde. Fin fin pige. Man kan jo slet ikke se på det ydre, at hun er for tidlig. Desuden ikke alarmerende for tidlig.

Men der ER bare ting, som Nanna ikke magter. Større forsamlinger, aktivitet i omgivelser hun ikke er vant med samt virvar omkring hende. Nu er det ikke sådan, at vi render i tide og utide til arrangementer. Men ind imellem er der jo et hyggeligt arrangement at rende til. Hyggeligt på papiret, men bestemt ikke når vi så er afsted. Det giver sig enten udslag lige på stedet, eller når vi kommer hjem. Det lille væsen kammer helt og aldeles over og verden ramler totalt for hende.

I går aftes var vi til fødselsdag. Lille pigen var sædvanen tro træt, efter et par timer i vågen tilstand. Blev puttet i vognen og skulle sove. Men skreg, skreg og skreg. Det tog hende 4½ time at falde i søvn, fuldstændig udmattet. Da vi kom hjem var hun også i denne tilstand. Kunne ikke finde roen og sådan var det i 12 stive timer. Og sådan går det hver gang vi er afsted. Om det så faktisk bare er et lille arrangement på et par timer. Det tager hende 2-3 dage, at komme tilbage til normal tilstand.

Vi snakkede om, det måske kan være hendes for tidlige ankomst der sådan skaber dette virvar for hende. Googlede med forskellige søgeord. Og resultatet stort set det samme. Det er ret tydelig for os, at Nanna's lidt tidligere ankomst er årsag til disse situationer. Hun skal vide, hvad hun har med at gøre. Ro, regelmæssighed og spandevis af tryghed. Man kan naturligvis skelne imellem, at babyer generelt er lidt mere oppe at køre, når der sker noget de er uvante med. Men i den grad vi oplever det, er det ikke helt normalt.

I min søgen efter web svar, fandt jeg overraskende mange der kunne berette om præcis det vi oplever. Sover ½ time, vågner, urolig, ked af det i større forsamlinger, kan ikke finde ro, fordøjelses problemer osv. Jeg tror helt ærlig, at 10 øren er faldet for mig. Jeg kan ihvertfald se, at mange andre med erfaringer fra fødsel uge 36+0 er helt identistiske med vores. Men ærligt - jeg har da også kigget på hende med de øjne: hun er jo stor, fin, smilende osv. Jeg har ikke dykket nærmere ned i det. Indtil i nat. Af udmattelse. Af afmagt. Af hensyn til Nanna's ve og vel.

Skulle egentlig have været afsted til noget i morgen, men må aflyse det. Af hensyn til Nanna. Skal nemlig bruge hele dagen på, at hun finder tilbage til der hvor hun er tryg ved at være. Sammen med mor og uden for megen anden stimulans.

Hold da op - der er godt nok en årsag til at de helst skal tage 40 uger i maven.

Jeg skal lige have fat i SP i morgen for at høre, om jeg måske er på rette spor i mine antagelser her. For ellers vil jeg sige, at jeg er ved at være lidt på skideren. Det er ingen fornøjelse for hende eller jeg, at rende til arrangementer. Og hvis det er sådan det er det første år, jammen så er det bare den kasket vi tager på. For det andet er virkelig synd, synd, synd.