Kl. 07.30 : stor portion grød. Mælk dertil.
Kl. 10.00: Endnu en portion grød, samt en "babysmoothie" (erstating blended med 1 banan, jordbær og lidt A38. Serveret på flaske med vællingsut. Ryger lige ned og en absolut favorit)
Kl. 12:15: Vi er i skoven og der skal lige lidt mælk til.
Kl. 13:30: Så er det tid til grød igen, tilsat frugtmos.
Kl. 15:30: Napper lige en stor omgang mælk.
Kl. 17:00: Fuldstændig panisk sulten, og spiser en stor kogt bagekartoffel, en dampet rødspætte, en gulerod samt lidt brocolli. Blended.
Kl. 18-20: Er puttet (for man sover jo næsten ikke i løbet af dagen) og i perioden napper man lige næsten 400 ml. flydende, fordelt på vælling og mælk. Halvsovende.
Sig mig lige - har den pige da bare ingen bund?
Det er da godt, at der findes fast føde og moderen ikke skal producere det som brystmælk. Så var jeg dejset omkuld for 2 måneder siden.
Og så skulle man tro, at den lille dame sover heeelt indtil i morgen tidlig ovenpå alt det mad! Men så skulle det da være første gang, for ovenstående er det daglige scenarie. Næh - man napper da også lige et par omgang mælk om natten.
Bøvs siger jeg bare. Ikke noget at sige til, at vi stille og rolig lægger str. 74 på hylden, og er hoppet i str. 80/1 år. Og hun blev 7 måneder idag.
onsdag den 14. april 2010
mandag den 5. april 2010
Dejlig påske
Skøn påske her i familien. Set al vores nærmeste familie på begge sider. Søskende og deres børn. Bedsteforældre. Onkler, tanter, faster, moster osv. Joh det har skisme været rigtig hyggeligt. Og børnene har nydt det, og nydt opmærksomheden og ikke mindst al den chokolade der sådan falder af, igennem sådan en højtid.
Og i dag har vi okset afsted allesammen i skoven og spist medbragte madpakker. Jeg selv har også nydt Marselisborg Skovene nogle dage i påsken, da vi tilbragte et par dage i streg med besøg hos min mor. Må nok sige, at jeg får gået en del kilometer i øjeblikket og elsker det bakkede terræn (det gør musklerne i mine baglår også kan jeg mærke) og stilheden i skoven. Ikke mindst skovbunden der forvandler sig til et frodigt grønt tæppe i disse dage. Og tænk sig lige - fra i formiddags til eftermiddag var forskellen i skovbunden, at anemonerne var begyndt at springe ud. Joh jeg ser det såmænd, for tilbringer faktisk omkring 4 timer daglig (af 3 omgange) i skovene omkring os. Love it - love it - love it.
Og i dag har vi okset afsted allesammen i skoven og spist medbragte madpakker. Jeg selv har også nydt Marselisborg Skovene nogle dage i påsken, da vi tilbragte et par dage i streg med besøg hos min mor. Må nok sige, at jeg får gået en del kilometer i øjeblikket og elsker det bakkede terræn (det gør musklerne i mine baglår også kan jeg mærke) og stilheden i skoven. Ikke mindst skovbunden der forvandler sig til et frodigt grønt tæppe i disse dage. Og tænk sig lige - fra i formiddags til eftermiddag var forskellen i skovbunden, at anemonerne var begyndt at springe ud. Joh jeg ser det såmænd, for tilbringer faktisk omkring 4 timer daglig (af 3 omgange) i skovene omkring os. Love it - love it - love it.
fredag den 26. marts 2010
Det går jo nok meget godt alligevel
Årh det skulle vel aldrig lige, være endnu et indlæg der handler om mine børn. Åh joh.... For der er efterhånden ikke ret meget, der handler om mig mere. Det går rigtig meget op i børn. Hele tiden og døgnets 24 timer. Jeg tænker, at det bliver ren ferie, at starte op på arbejde igen. Tænk sig lige, at kunne sidde helt stille og rolig ½ time og spise frokost og bare slappe af! De bør altså gøre noget, ved de der barselsdagpenge, for det er fandeme dårlig timebetaling man får, for 24 timers arbejde:-) MEN - det er jo alle pengene (eller mangel på samme) værd og meget meget mere.
Har dog stadig en baby, der kun sover ½ timer ad gangen. Og som er så træt og pyldret meget af tiden. Jeg prøver at hjælpe hende til, at få meget mere søvn indenborde og går laaaange ture med hende. Det blev faktisk til hele 80 km på en enkelt uge. Men det er som om, at som varmegraderne har taget til, har søvnen også aftaget. Lige på det punkt, savner jeg kulde. Hun sov ski så godt dengang. Hun sover 4-5 gange i løbet af en dag. ½ time ad gangen. Og hver gang hun vågner, er hun drøn hamrende sulten og skovler mad ind, som var det det allersidste måltid nogensinde. Hun har virkelig fået smag for mad i alle afskygninger, og spiser alt hvad der bliver serveret. Det er jo nemt. Jeg har en fornemmelse af, at der sker så meget i den lille piges krop, at hun simpelthen ikke kan finde ro til at sove. Eksempelvis knækkede hun i dag koden omkring at krybe omkring. Ikke rigtig kravle, men frem det kommer hun godt nok. Har okset og bakset med det i en uges tid, og været ret frustreret. Frederik var 7½ måned da han knækkede koden. Og dengang fik jeg at vide, at det var tidlig på færde. Nanna er ikke engang 6½ måned. Og skal på det motoriske tillægges hendes for tidlige ankomst. Forstået på den måde, at hun nok ville være lidt langsommere på aftrækkeren i den henseende. Øhhhhh nåh, siger jeg bare. Heldigvis kender Nanna ikke de naturlove, og hamrer afsted i udviklingen. Nu må hun dog gerne snart udvikle et ordentlig søvn mønster. Det tyndslider en mor, aldrig nogensinde at have bare 4 sammenhængende minutter til sig selv. Hvor man kan sidde og drøne en rugbrødsmad ned.
Men jeg kan vel heller ikke få i både pose og sæk. For når hun lægges til natten, så sover hun ml. 12 og 13 timer. Får 1-2 gange flaske, men tager kun et par mundfulde efterhånden. Men hun skal lige have smurt ganen bare lidt.
Frederik og Nanna sammen. Åh my hvor er de bare fantastiske. De nyder virkelig hinandens selskab, og får hverandre til at grine og gerne højlydt. Jeg bliver drøn stolt når de ligger og leger og kommunikerer på et niveau, som ingen voksen nogensinde kan tune ind på. Det er deres stunder, og vi lader dem få dem helt og holdent i fred. Men nøj hvor vi kigger om hjørner og iagttager dem. Og bliver temmelig bløde om hjerterne. Det er svært, at blive i baggrunden. Men jeg gør det, så de kan udvikle deres bånd helt og holdent uden vores indblanden. Og kan i øvrigt få fred til, at lave aftensmad imens jeg smugkigger på dem.
Min dejlige Frederik udvikler sig også i øjeblikket. På det grafiske plan. Jeg er målløs over, hvad han kan få ned på et stykke papir i hans alder. Skal forsøge, at tage billeder af hans tegninger og få dem lagt på her. Længe (ca. et år) har han tegnet perspektiv tegninger. Nu er de dog blevet så avancerede og detaljerede, at han længe har overhalet hans far i tegnekundskaber. Okay - min mand er ikke verdens bedst tegner. Det er vel til det man kalder husbehov. Vi havde en lille rask konkurrence om at tegne nogle dyr. Lad os bare sige, at Frederik slog os begge med flere længder. Og fortalte os, hvad vi havde gjort forkert. Stod som den der formnings lærer og belærte os begge omkring, hvad vi lige manglede eller kunne gøre bedre. Med ordene: "det kan du sagtens - du skal bare lige prøve det et par gange".
Og min skønne knægt gav mig det værste chok sidste weekend. Vi var ude at gå, og han på cykel. Han stak af fra mig flere gange, og til sidst måtte jeg sætte en skrap stemme på og fortælle ham, at nu blev han altså lige nøjagtig ved siden af mig og barnevognen. Ikke på vilkår, at han ville acceptere at jeg talte "med den stemme" (som han sagde), og han stak bagom mig og overpå den anden side af vejen. Ved et T kryds. Hvor en bil drejer om hjørnet. Det hele sker bare så hurtigt. Ser en bil der blokerer bremser, prøver at lokalisere Frederik og ser ham først, da bils kofanger er cirka 5 cm. fra ham. Hvor kunne det bare være gået så galt. Havde det været en traktor, tør jeg ikke tænke på hvor Frederik havde været nu. I chok over det der skete, fik jeg talt lidt mere med "den stemme" som han ikke brød sig om. Og pludselig var jeg verdens dummeste mor, og han ville aldrig mere hverken cykle eller snakke med mig. Heller ikke have et påskeæg af mig. For den da, hvor var han sur på mig. Men kom med våde og tårevædede øjne og gav mig undskyldnig og fortalte, at også han var blevet bange. Vi brugte 4 timer efterfølgende på, bare at sidde og kramme. Jeg kan slet slet ikke med, at være opfarende overfor ham. Han er så vigtig for mig, at det bør være fuldstændig unødvendigt at blive uvenner. Men nogle ting skal bare skæres ud i tykt bølgepap.
Livet kan blive så skrøbeligt i et splitsekund, og dette var endnu een af de stunder hvor jeg blev mindet om hvor dyrebare og fantastiske mine unger er. Og hvor meget de betyder for mig og hele mit liv. Også selvom man nogle gange, må tage den forkerte stemme på, og selvom man aldrig har tid til sig selv. Jeg ville jo aldrig aldrig nogensinde bytte mit liv som det er lige nu, med ikke at have dem. Den boldgade har jeg ligesom prøvet, og det er nederdrægtigt at mangle en af ungerne i sin rede. Jeg syntes stadig det er forkert, at mellemste er ham jeg aldrig mere kan få taget et billede af. Kan kun dokumentere eksempelvis hans 2 års fødseldag, med endnu et billede af en grav. Jeg mangler ham tit og ofte imellem mine hænder. Mangler at have fået lov til, at finde ud af hvem han var. Eller kunne være blevet.
Så chin up, og klø på med tingene som de er lige nu. Min tid kommer helt sikkert igen. Jeg har nemlig åbenbart udsigt til rigtig meget af min tid hvis jeg skal tro min læge i går. Han havde sjældent set, en diabetiker på 34. år med sygdommen, der var så velreguleret i årevis som jeg. Som ingen følgesygdomme havde. Det var næsten uhørt og nærmest magisk som han sagde. Så hvis jeg vil fortsætte på den måde, kunne jeg se frem til at blive en gammel dame med alle lemmer i behold, med fint gråt (eller bliver man ikke helt hvidhåret som gammel) hår. En der skal nyde egne børnebørn vokse op. Hende vil jeg gerne være, så jeg har ikke tænkt mig at ændre så meget. Jeg vil nemlig ikke være hende, der kommer til at mangle synet, et ben eller nyresvigt. Jeg hænger sku i det her liv med alt hvad jeg har. Om det så kun er med et par minutter her og der til mig selv.
Har dog stadig en baby, der kun sover ½ timer ad gangen. Og som er så træt og pyldret meget af tiden. Jeg prøver at hjælpe hende til, at få meget mere søvn indenborde og går laaaange ture med hende. Det blev faktisk til hele 80 km på en enkelt uge. Men det er som om, at som varmegraderne har taget til, har søvnen også aftaget. Lige på det punkt, savner jeg kulde. Hun sov ski så godt dengang. Hun sover 4-5 gange i løbet af en dag. ½ time ad gangen. Og hver gang hun vågner, er hun drøn hamrende sulten og skovler mad ind, som var det det allersidste måltid nogensinde. Hun har virkelig fået smag for mad i alle afskygninger, og spiser alt hvad der bliver serveret. Det er jo nemt. Jeg har en fornemmelse af, at der sker så meget i den lille piges krop, at hun simpelthen ikke kan finde ro til at sove. Eksempelvis knækkede hun i dag koden omkring at krybe omkring. Ikke rigtig kravle, men frem det kommer hun godt nok. Har okset og bakset med det i en uges tid, og været ret frustreret. Frederik var 7½ måned da han knækkede koden. Og dengang fik jeg at vide, at det var tidlig på færde. Nanna er ikke engang 6½ måned. Og skal på det motoriske tillægges hendes for tidlige ankomst. Forstået på den måde, at hun nok ville være lidt langsommere på aftrækkeren i den henseende. Øhhhhh nåh, siger jeg bare. Heldigvis kender Nanna ikke de naturlove, og hamrer afsted i udviklingen. Nu må hun dog gerne snart udvikle et ordentlig søvn mønster. Det tyndslider en mor, aldrig nogensinde at have bare 4 sammenhængende minutter til sig selv. Hvor man kan sidde og drøne en rugbrødsmad ned.
Men jeg kan vel heller ikke få i både pose og sæk. For når hun lægges til natten, så sover hun ml. 12 og 13 timer. Får 1-2 gange flaske, men tager kun et par mundfulde efterhånden. Men hun skal lige have smurt ganen bare lidt.
Frederik og Nanna sammen. Åh my hvor er de bare fantastiske. De nyder virkelig hinandens selskab, og får hverandre til at grine og gerne højlydt. Jeg bliver drøn stolt når de ligger og leger og kommunikerer på et niveau, som ingen voksen nogensinde kan tune ind på. Det er deres stunder, og vi lader dem få dem helt og holdent i fred. Men nøj hvor vi kigger om hjørner og iagttager dem. Og bliver temmelig bløde om hjerterne. Det er svært, at blive i baggrunden. Men jeg gør det, så de kan udvikle deres bånd helt og holdent uden vores indblanden. Og kan i øvrigt få fred til, at lave aftensmad imens jeg smugkigger på dem.
Min dejlige Frederik udvikler sig også i øjeblikket. På det grafiske plan. Jeg er målløs over, hvad han kan få ned på et stykke papir i hans alder. Skal forsøge, at tage billeder af hans tegninger og få dem lagt på her. Længe (ca. et år) har han tegnet perspektiv tegninger. Nu er de dog blevet så avancerede og detaljerede, at han længe har overhalet hans far i tegnekundskaber. Okay - min mand er ikke verdens bedst tegner. Det er vel til det man kalder husbehov. Vi havde en lille rask konkurrence om at tegne nogle dyr. Lad os bare sige, at Frederik slog os begge med flere længder. Og fortalte os, hvad vi havde gjort forkert. Stod som den der formnings lærer og belærte os begge omkring, hvad vi lige manglede eller kunne gøre bedre. Med ordene: "det kan du sagtens - du skal bare lige prøve det et par gange".
Og min skønne knægt gav mig det værste chok sidste weekend. Vi var ude at gå, og han på cykel. Han stak af fra mig flere gange, og til sidst måtte jeg sætte en skrap stemme på og fortælle ham, at nu blev han altså lige nøjagtig ved siden af mig og barnevognen. Ikke på vilkår, at han ville acceptere at jeg talte "med den stemme" (som han sagde), og han stak bagom mig og overpå den anden side af vejen. Ved et T kryds. Hvor en bil drejer om hjørnet. Det hele sker bare så hurtigt. Ser en bil der blokerer bremser, prøver at lokalisere Frederik og ser ham først, da bils kofanger er cirka 5 cm. fra ham. Hvor kunne det bare være gået så galt. Havde det været en traktor, tør jeg ikke tænke på hvor Frederik havde været nu. I chok over det der skete, fik jeg talt lidt mere med "den stemme" som han ikke brød sig om. Og pludselig var jeg verdens dummeste mor, og han ville aldrig mere hverken cykle eller snakke med mig. Heller ikke have et påskeæg af mig. For den da, hvor var han sur på mig. Men kom med våde og tårevædede øjne og gav mig undskyldnig og fortalte, at også han var blevet bange. Vi brugte 4 timer efterfølgende på, bare at sidde og kramme. Jeg kan slet slet ikke med, at være opfarende overfor ham. Han er så vigtig for mig, at det bør være fuldstændig unødvendigt at blive uvenner. Men nogle ting skal bare skæres ud i tykt bølgepap.
Livet kan blive så skrøbeligt i et splitsekund, og dette var endnu een af de stunder hvor jeg blev mindet om hvor dyrebare og fantastiske mine unger er. Og hvor meget de betyder for mig og hele mit liv. Også selvom man nogle gange, må tage den forkerte stemme på, og selvom man aldrig har tid til sig selv. Jeg ville jo aldrig aldrig nogensinde bytte mit liv som det er lige nu, med ikke at have dem. Den boldgade har jeg ligesom prøvet, og det er nederdrægtigt at mangle en af ungerne i sin rede. Jeg syntes stadig det er forkert, at mellemste er ham jeg aldrig mere kan få taget et billede af. Kan kun dokumentere eksempelvis hans 2 års fødseldag, med endnu et billede af en grav. Jeg mangler ham tit og ofte imellem mine hænder. Mangler at have fået lov til, at finde ud af hvem han var. Eller kunne være blevet.
Så chin up, og klø på med tingene som de er lige nu. Min tid kommer helt sikkert igen. Jeg har nemlig åbenbart udsigt til rigtig meget af min tid hvis jeg skal tro min læge i går. Han havde sjældent set, en diabetiker på 34. år med sygdommen, der var så velreguleret i årevis som jeg. Som ingen følgesygdomme havde. Det var næsten uhørt og nærmest magisk som han sagde. Så hvis jeg vil fortsætte på den måde, kunne jeg se frem til at blive en gammel dame med alle lemmer i behold, med fint gråt (eller bliver man ikke helt hvidhåret som gammel) hår. En der skal nyde egne børnebørn vokse op. Hende vil jeg gerne være, så jeg har ikke tænkt mig at ændre så meget. Jeg vil nemlig ikke være hende, der kommer til at mangle synet, et ben eller nyresvigt. Jeg hænger sku i det her liv med alt hvad jeg har. Om det så kun er med et par minutter her og der til mig selv.
tirsdag den 16. marts 2010
Halvt år med Nanna
Den lille dame er nu fyldt ½ år i søndags. Og hun bliver mere og mere lækker for hver dag der går. Nøjjjjjjs hvor er jeg glad for hende. Tsk tsk tsk - mig der ikke troede, at jeg havde plads i mit hjerte til 2, fordi kærligheden til nr. 1 var så stor. Der tog jeg da heldigvis så godt og grundig fejl.
Med et halvt år, følger også nye kundskaber. Kan vende sig, spiser mad næsten som vi andre, bare i den mosede og blendede udgave. Gynger, laver larm, driller hendes bror (ihvertfald hvis man spørger ham), kræver mere opmærksomhed (og får den tillige) og er i det hele taget et rigtig lille menneske. At der ligegodt var plads til 2 kartofler, en stor gulerod, ærter og en frikadelle til aftensmad kom bag på mig. Det strøg ned med stor velbehag. Skyllet efter med mælk, og så lige en flaske at sove på. Spændt på, om vi overhovedet hører hende i nat. Og a pro pos nætter: jeg kan slet ikke få nok af, når det lille menneske ligger og falder i søvn med hendes sutteklud. Den kører rundt i det lille hoved. Aj hvor er det bare cute. Så glemmer man alt om faktum omkring, at hun stadig kun sover ½ timer (troede jeg havde fået has på det. No no no. Heller ikke selvom jeg begiver mig ud på de vildeste gåture. Vi måtte ringe efter farmand til at hente os søndag. Hun skreg og skreg i en time. Og stadig 5 km hjem. Kom og hent os....) i løbet af dagen og bare er træt, træt, træt baby. Hun er sku stadig en super sveske.
Med et halvt år, følger også nye kundskaber. Kan vende sig, spiser mad næsten som vi andre, bare i den mosede og blendede udgave. Gynger, laver larm, driller hendes bror (ihvertfald hvis man spørger ham), kræver mere opmærksomhed (og får den tillige) og er i det hele taget et rigtig lille menneske. At der ligegodt var plads til 2 kartofler, en stor gulerod, ærter og en frikadelle til aftensmad kom bag på mig. Det strøg ned med stor velbehag. Skyllet efter med mælk, og så lige en flaske at sove på. Spændt på, om vi overhovedet hører hende i nat. Og a pro pos nætter: jeg kan slet ikke få nok af, når det lille menneske ligger og falder i søvn med hendes sutteklud. Den kører rundt i det lille hoved. Aj hvor er det bare cute. Så glemmer man alt om faktum omkring, at hun stadig kun sover ½ timer (troede jeg havde fået has på det. No no no. Heller ikke selvom jeg begiver mig ud på de vildeste gåture. Vi måtte ringe efter farmand til at hente os søndag. Hun skreg og skreg i en time. Og stadig 5 km hjem. Kom og hent os....) i løbet af dagen og bare er træt, træt, træt baby. Hun er sku stadig en super sveske.
onsdag den 10. marts 2010
Godt tænkt min dreng
Frederik vil jo gerne vide ALT i denne verden (so it seems ihvertfald), og i går faldt snakken på, hvorfor noget gør ondt på kroppen og hvorfor noget kilder.
Nu er jeg jo ikke uddannet i menneske kroppen og dens funktioner andet end til husmands behov, så jeg måtte fortælle om det med nerver. Nervetråde der er koblet til hjernen. Tegnede en krop med masser af nervetråde. Vi nev lidt i hinanden for, at få nerverne til at sende besked til hjernen om, at det gjorde ondt. Aede og kildede hinanden hvilket også sendte besked til hjernen men med et rart eller sjovt udfald.
Så tegner den lille fyr et brev i hovedet af den krop jeg havde nedfælet på papir.
Mor: Frederik hvorfor tegner du et brev nu?
Frederik: Det er jo en besked mor. Så hjernen ved, at nu har den fået en sms.
Hehehe....tænk sig lige, at den lille geniale fyr er min.
På lørdag har vi mor og Frederik dag. Sådan en hvor vi har tid til, at lave lige det vi lyster. Planerne er ikke endelig lagt, men mon ikke der sniger sig en biotur ind?. Jeg savner hver eneste dag, at have ordentlig tid sammen med ham, men nyder også årsagen til at det er som det er. Nemlig lillesøster. Men på lørdag er lillesøster helt og aldeles farmands pige. Og Frederik er mors dreng.
Nanna fik jo knækken koden med at vende sig for ca. 1 måned siden. Men så var det som om, at det ikke længere var interessant. Det er det så til gengældt blevet nu. Hun er overalt det lille myr. Ruller rundt i hele stuen og jeg overvejer beskyttelses hjelm til det lille hoved. At ligge indenfor de der (frygelig grimme i øvrigt) mange skummåtter varer max ½ minut. Så er hun videre rundt på hendes færd. Det lille hoved får nogle knubs af bordben, møde med gulvet når hun tilter tilbage til ryg og såfremdeles. At skifte ble er også en udfordring. Man vil jo helst være roterende grillspyd på puslepuden. Hvor det førhen var eet af yndlings stederne, har den pibe fået en anden lyd nu. Og om jeg dog fatter hvordan hun gik fra spæd til aktiv baby. Jeg så det nok ikke helt, da hun brugte de første knap 4 måneder på at hænge på skulder for at bøvse. Der var altid lige en bøvs på tværs. Og på søndag runder hun ½ år. Hægter hun hendes bror på, så er kravlestadiet lige 1½ måned fremme. Indtil nu, har hun været lidt hurtigere på aftrækkeren end ham. Egentlig utrolig at hun kan komme omkring med den lille tykke dejlige babykrop. Nanna er bestemt en elastik pige :-)
Og moderen? Ja hun er euroforisk over, at sneen endelig er væk og man kan trille barnevogn på alle yndlingsstederne igen. Det var en prøvelse hele vinteren igennem, når man bor på landet. Hvor snedriverne ligger høje og kolde i vejsiderne. Hvor der knap var plads til 2 biler på vejene. Og drog vi hen hvor der er cykelsti, ja så var det endnu værre. Det er da godt, at man ikke var afhængig af cykel transport i 2 måneder, for det var en umulighed her. Så igår blev det til 15 kilometer på gåben, og so far 8 i dag. Har en tur i vente med en en fra mødregruppen og vi vælger ruten på 6 km. Altså når man nu ikke fik ammet de der ekstra kilo væk, og min kostomlægning ikke rigtig virker i det tempo min hjerne er indstillet på, så er der vist kun motionen tilbage. Den plejer til gengæld at være en sikker vinder. Så hurtigt som tiden går i øjeblikket, så er der jo ikke frygtelig længe til sol og sommer. Men som det er nu, viser jeg mig ikke i en badedragt. Og tror faktisk det vil se dumt ud, at sidde på stranden iført camouflage tøj (aka tunika lignende) når solen engang skal bage på os igen. Nu skal jeg have fundet en brugt baby jogger, så vi kan komme ud og løbe når vejret bliver lidt varmere. Kender du nogle der har een til salg, så sig endelig til. Det er som om, at alle har fået samme griller plade i hovedet som jeg. De ryger alle lige for næsen af mig.
Nu vågnes der vist op til dåd ude fra vognen igen.
Nu er jeg jo ikke uddannet i menneske kroppen og dens funktioner andet end til husmands behov, så jeg måtte fortælle om det med nerver. Nervetråde der er koblet til hjernen. Tegnede en krop med masser af nervetråde. Vi nev lidt i hinanden for, at få nerverne til at sende besked til hjernen om, at det gjorde ondt. Aede og kildede hinanden hvilket også sendte besked til hjernen men med et rart eller sjovt udfald.
Så tegner den lille fyr et brev i hovedet af den krop jeg havde nedfælet på papir.
Mor: Frederik hvorfor tegner du et brev nu?
Frederik: Det er jo en besked mor. Så hjernen ved, at nu har den fået en sms.
Hehehe....tænk sig lige, at den lille geniale fyr er min.
På lørdag har vi mor og Frederik dag. Sådan en hvor vi har tid til, at lave lige det vi lyster. Planerne er ikke endelig lagt, men mon ikke der sniger sig en biotur ind?. Jeg savner hver eneste dag, at have ordentlig tid sammen med ham, men nyder også årsagen til at det er som det er. Nemlig lillesøster. Men på lørdag er lillesøster helt og aldeles farmands pige. Og Frederik er mors dreng.
Nanna fik jo knækken koden med at vende sig for ca. 1 måned siden. Men så var det som om, at det ikke længere var interessant. Det er det så til gengældt blevet nu. Hun er overalt det lille myr. Ruller rundt i hele stuen og jeg overvejer beskyttelses hjelm til det lille hoved. At ligge indenfor de der (frygelig grimme i øvrigt) mange skummåtter varer max ½ minut. Så er hun videre rundt på hendes færd. Det lille hoved får nogle knubs af bordben, møde med gulvet når hun tilter tilbage til ryg og såfremdeles. At skifte ble er også en udfordring. Man vil jo helst være roterende grillspyd på puslepuden. Hvor det førhen var eet af yndlings stederne, har den pibe fået en anden lyd nu. Og om jeg dog fatter hvordan hun gik fra spæd til aktiv baby. Jeg så det nok ikke helt, da hun brugte de første knap 4 måneder på at hænge på skulder for at bøvse. Der var altid lige en bøvs på tværs. Og på søndag runder hun ½ år. Hægter hun hendes bror på, så er kravlestadiet lige 1½ måned fremme. Indtil nu, har hun været lidt hurtigere på aftrækkeren end ham. Egentlig utrolig at hun kan komme omkring med den lille tykke dejlige babykrop. Nanna er bestemt en elastik pige :-)
Og moderen? Ja hun er euroforisk over, at sneen endelig er væk og man kan trille barnevogn på alle yndlingsstederne igen. Det var en prøvelse hele vinteren igennem, når man bor på landet. Hvor snedriverne ligger høje og kolde i vejsiderne. Hvor der knap var plads til 2 biler på vejene. Og drog vi hen hvor der er cykelsti, ja så var det endnu værre. Det er da godt, at man ikke var afhængig af cykel transport i 2 måneder, for det var en umulighed her. Så igår blev det til 15 kilometer på gåben, og so far 8 i dag. Har en tur i vente med en en fra mødregruppen og vi vælger ruten på 6 km. Altså når man nu ikke fik ammet de der ekstra kilo væk, og min kostomlægning ikke rigtig virker i det tempo min hjerne er indstillet på, så er der vist kun motionen tilbage. Den plejer til gengæld at være en sikker vinder. Så hurtigt som tiden går i øjeblikket, så er der jo ikke frygtelig længe til sol og sommer. Men som det er nu, viser jeg mig ikke i en badedragt. Og tror faktisk det vil se dumt ud, at sidde på stranden iført camouflage tøj (aka tunika lignende) når solen engang skal bage på os igen. Nu skal jeg have fundet en brugt baby jogger, så vi kan komme ud og løbe når vejret bliver lidt varmere. Kender du nogle der har een til salg, så sig endelig til. Det er som om, at alle har fået samme griller plade i hovedet som jeg. De ryger alle lige for næsen af mig.
Nu vågnes der vist op til dåd ude fra vognen igen.
mandag den 8. marts 2010
Tumbe
Altså ikke særlig smart du der unge pige i Føtex!
Herren og sønnike oppe og handle i går. Ved den smarte scan selv kasse, står en ung pige der kan hjælpe de kunder der ikke lige er bekendte med fænomenet. Men vi bruger det ofte, og derfor ingen hjælp at yde. Istedet spotter hun Frederik og spørger, om han vil have en lille pose gratis slik som de deler ud, i anledning af søndags åbent?
Selvfølgelig vil han da det. Min mand spørger, hvad det er for noget, og den unge pige svarer, at "det ved hun ikke rigtig, men ihvertfald noget slik". Herren siger til sønnike, at han lige må vente med at åbne den til de er ude i bilen. Hvilket så også sker. Og sønnike tager slikket i munden. Siger til hans far, at det er altså helt vildt hårdt og han kan ikke rigtig spise det. Hans far kigger på det, og konstaterer at det IKKE er slik. Derimod en lille pose med 5 glaskugler og nogle kort. Den lille såkaldte slikpose, var altså et spil. Med påtrykt tekst: må ikke puttes i mund, da posen indeholder kugler der kan splintre og forårsage kvæling.
Hvor kunne sådan noget være gået grueligt galt. Hvis nu han bare havde været 3 år, var kuglen sikkert bare blevet slugt og ikke akkompagneret af utilfredshed over slikkets udformning.
Lammer til ung pige i Føtex (en temmelig oprevet mor ringede også til dem, og gjorde opmærksom på at stoppe øjeblikkelig med, at uddele flere "slikposer". Det var en meget flov Føtex dame jeg fik i røret).
Herren og sønnike oppe og handle i går. Ved den smarte scan selv kasse, står en ung pige der kan hjælpe de kunder der ikke lige er bekendte med fænomenet. Men vi bruger det ofte, og derfor ingen hjælp at yde. Istedet spotter hun Frederik og spørger, om han vil have en lille pose gratis slik som de deler ud, i anledning af søndags åbent?
Selvfølgelig vil han da det. Min mand spørger, hvad det er for noget, og den unge pige svarer, at "det ved hun ikke rigtig, men ihvertfald noget slik". Herren siger til sønnike, at han lige må vente med at åbne den til de er ude i bilen. Hvilket så også sker. Og sønnike tager slikket i munden. Siger til hans far, at det er altså helt vildt hårdt og han kan ikke rigtig spise det. Hans far kigger på det, og konstaterer at det IKKE er slik. Derimod en lille pose med 5 glaskugler og nogle kort. Den lille såkaldte slikpose, var altså et spil. Med påtrykt tekst: må ikke puttes i mund, da posen indeholder kugler der kan splintre og forårsage kvæling.
Hvor kunne sådan noget være gået grueligt galt. Hvis nu han bare havde været 3 år, var kuglen sikkert bare blevet slugt og ikke akkompagneret af utilfredshed over slikkets udformning.
Lammer til ung pige i Føtex (en temmelig oprevet mor ringede også til dem, og gjorde opmærksom på at stoppe øjeblikkelig med, at uddele flere "slikposer". Det var en meget flov Føtex dame jeg fik i røret).
onsdag den 3. marts 2010
Sådan en helt almindelig onsdag
Endelig sover lille barnet mere end ½ time i vognen i dag. 4 timers formiddags lur. Vågen i 45 minutter og så overmandede trætheden hende igen. Nu kører vi så på 2. time's eftermiddagslur.
Og så bør man jo være glad for, at kan få lavet lidt. Men man ser mig stadig rende til og fra vogn for at se til hende. En 5 måneders vaccination i går har godt nok fået skovlen under den lille dame. Feber og rigtig ked. Så jeg tjekker hele tiden om hun er for varm.
Er det ikke bare her, at man siger pest eller kolera?
Jeg kan simpelthen ikke tage det med ophøjet ro, når mine børn er syge og ikke har det okay. Pyldremor - jep that's me.
Og så hørte man i øvrigt lige sig selv tale her til morgen. Står ved Frederiks seng kl. 8.30 for at vække ham. Har Nanna på armen. Drengen var meget langt væk i søvnen. Nanna mister lidt tålmodigheden hvilket kommer verbalt ud i form af høje lyde. Og så kommer det fra det lille sovende væsen i sengen: "Ja ja Nanna - jeg har hørt dig. Giv mig lige 2 minutter til jeg er færdig med det her, så kommer jeg"
Og så bør man jo være glad for, at kan få lavet lidt. Men man ser mig stadig rende til og fra vogn for at se til hende. En 5 måneders vaccination i går har godt nok fået skovlen under den lille dame. Feber og rigtig ked. Så jeg tjekker hele tiden om hun er for varm.
Er det ikke bare her, at man siger pest eller kolera?
Jeg kan simpelthen ikke tage det med ophøjet ro, når mine børn er syge og ikke har det okay. Pyldremor - jep that's me.
Og så hørte man i øvrigt lige sig selv tale her til morgen. Står ved Frederiks seng kl. 8.30 for at vække ham. Har Nanna på armen. Drengen var meget langt væk i søvnen. Nanna mister lidt tålmodigheden hvilket kommer verbalt ud i form af høje lyde. Og så kommer det fra det lille sovende væsen i sengen: "Ja ja Nanna - jeg har hørt dig. Giv mig lige 2 minutter til jeg er færdig med det her, så kommer jeg"
søndag den 28. februar 2010
Tror 10 øren er faldet.......
Nanna kom jo til verden 4 uger før tid. Ikke alarmerende, og med fin fødselsvægt og længde. Fin fin pige. Man kan jo slet ikke se på det ydre, at hun er for tidlig. Desuden ikke alarmerende for tidlig.
Men der ER bare ting, som Nanna ikke magter. Større forsamlinger, aktivitet i omgivelser hun ikke er vant med samt virvar omkring hende. Nu er det ikke sådan, at vi render i tide og utide til arrangementer. Men ind imellem er der jo et hyggeligt arrangement at rende til. Hyggeligt på papiret, men bestemt ikke når vi så er afsted. Det giver sig enten udslag lige på stedet, eller når vi kommer hjem. Det lille væsen kammer helt og aldeles over og verden ramler totalt for hende.
I går aftes var vi til fødselsdag. Lille pigen var sædvanen tro træt, efter et par timer i vågen tilstand. Blev puttet i vognen og skulle sove. Men skreg, skreg og skreg. Det tog hende 4½ time at falde i søvn, fuldstændig udmattet. Da vi kom hjem var hun også i denne tilstand. Kunne ikke finde roen og sådan var det i 12 stive timer. Og sådan går det hver gang vi er afsted. Om det så faktisk bare er et lille arrangement på et par timer. Det tager hende 2-3 dage, at komme tilbage til normal tilstand.
Vi snakkede om, det måske kan være hendes for tidlige ankomst der sådan skaber dette virvar for hende. Googlede med forskellige søgeord. Og resultatet stort set det samme. Det er ret tydelig for os, at Nanna's lidt tidligere ankomst er årsag til disse situationer. Hun skal vide, hvad hun har med at gøre. Ro, regelmæssighed og spandevis af tryghed. Man kan naturligvis skelne imellem, at babyer generelt er lidt mere oppe at køre, når der sker noget de er uvante med. Men i den grad vi oplever det, er det ikke helt normalt.
I min søgen efter web svar, fandt jeg overraskende mange der kunne berette om præcis det vi oplever. Sover ½ time, vågner, urolig, ked af det i større forsamlinger, kan ikke finde ro, fordøjelses problemer osv. Jeg tror helt ærlig, at 10 øren er faldet for mig. Jeg kan ihvertfald se, at mange andre med erfaringer fra fødsel uge 36+0 er helt identistiske med vores. Men ærligt - jeg har da også kigget på hende med de øjne: hun er jo stor, fin, smilende osv. Jeg har ikke dykket nærmere ned i det. Indtil i nat. Af udmattelse. Af afmagt. Af hensyn til Nanna's ve og vel.
Skulle egentlig have været afsted til noget i morgen, men må aflyse det. Af hensyn til Nanna. Skal nemlig bruge hele dagen på, at hun finder tilbage til der hvor hun er tryg ved at være. Sammen med mor og uden for megen anden stimulans.
Hold da op - der er godt nok en årsag til at de helst skal tage 40 uger i maven.
Jeg skal lige have fat i SP i morgen for at høre, om jeg måske er på rette spor i mine antagelser her. For ellers vil jeg sige, at jeg er ved at være lidt på skideren. Det er ingen fornøjelse for hende eller jeg, at rende til arrangementer. Og hvis det er sådan det er det første år, jammen så er det bare den kasket vi tager på. For det andet er virkelig synd, synd, synd.
Men der ER bare ting, som Nanna ikke magter. Større forsamlinger, aktivitet i omgivelser hun ikke er vant med samt virvar omkring hende. Nu er det ikke sådan, at vi render i tide og utide til arrangementer. Men ind imellem er der jo et hyggeligt arrangement at rende til. Hyggeligt på papiret, men bestemt ikke når vi så er afsted. Det giver sig enten udslag lige på stedet, eller når vi kommer hjem. Det lille væsen kammer helt og aldeles over og verden ramler totalt for hende.
I går aftes var vi til fødselsdag. Lille pigen var sædvanen tro træt, efter et par timer i vågen tilstand. Blev puttet i vognen og skulle sove. Men skreg, skreg og skreg. Det tog hende 4½ time at falde i søvn, fuldstændig udmattet. Da vi kom hjem var hun også i denne tilstand. Kunne ikke finde roen og sådan var det i 12 stive timer. Og sådan går det hver gang vi er afsted. Om det så faktisk bare er et lille arrangement på et par timer. Det tager hende 2-3 dage, at komme tilbage til normal tilstand.
Vi snakkede om, det måske kan være hendes for tidlige ankomst der sådan skaber dette virvar for hende. Googlede med forskellige søgeord. Og resultatet stort set det samme. Det er ret tydelig for os, at Nanna's lidt tidligere ankomst er årsag til disse situationer. Hun skal vide, hvad hun har med at gøre. Ro, regelmæssighed og spandevis af tryghed. Man kan naturligvis skelne imellem, at babyer generelt er lidt mere oppe at køre, når der sker noget de er uvante med. Men i den grad vi oplever det, er det ikke helt normalt.
I min søgen efter web svar, fandt jeg overraskende mange der kunne berette om præcis det vi oplever. Sover ½ time, vågner, urolig, ked af det i større forsamlinger, kan ikke finde ro, fordøjelses problemer osv. Jeg tror helt ærlig, at 10 øren er faldet for mig. Jeg kan ihvertfald se, at mange andre med erfaringer fra fødsel uge 36+0 er helt identistiske med vores. Men ærligt - jeg har da også kigget på hende med de øjne: hun er jo stor, fin, smilende osv. Jeg har ikke dykket nærmere ned i det. Indtil i nat. Af udmattelse. Af afmagt. Af hensyn til Nanna's ve og vel.
Skulle egentlig have været afsted til noget i morgen, men må aflyse det. Af hensyn til Nanna. Skal nemlig bruge hele dagen på, at hun finder tilbage til der hvor hun er tryg ved at være. Sammen med mor og uden for megen anden stimulans.
Hold da op - der er godt nok en årsag til at de helst skal tage 40 uger i maven.
Jeg skal lige have fat i SP i morgen for at høre, om jeg måske er på rette spor i mine antagelser her. For ellers vil jeg sige, at jeg er ved at være lidt på skideren. Det er ingen fornøjelse for hende eller jeg, at rende til arrangementer. Og hvis det er sådan det er det første år, jammen så er det bare den kasket vi tager på. For det andet er virkelig synd, synd, synd.
onsdag den 24. februar 2010
½ times intervaller
Det er så nærmest magisk, at have en skøn lille baby i huset. Specielt når hun sender os alle dollargrin og får små grineflip. Så er det, at alt andet blegner. Og heldigvis har vi disse oplevelser at smøre hverdagen med.
Hverdagen byder nemlig også på baby der konstant er træt. Og bliver tilbudt søvn ligeså snart øjnene begynder at klø, og de små hænder gnider ivrigt. Når gråden tiltager og ikke længere er klynk, så er det tid. Mange en gang har jeg puttet hende i vognen, men sove - tsk tsk tsk - det er da noget overvurderet pjat. Hun nægter simpelthen at overgive sig, på trods af at være hamrende træt. Når søvnen endelig overmaner hende, så skal jeg skisme godt nok være heldig hvis den varer mere end ½ time. Een eller to gange om ugen, er jeg heldig at der er ro i vognen i 3-4 timer i streg. Altså hvis vi ser bort fra de 10-20 gange jeg er ude med en sut, og ude at vugge vognen.
I længden begynder det at være lidt opslidende. For hende og for mig. Jeg har været på nippet til at sige: SÅ HOLD DOG OP NANNA. Men det kom heldigvis ikke længere. Jeg kan stille uret efter hende, og ved præcis at når der er gået ½ time, så hører jeg den lille lyd i alarmen. En lyd der bliver højere og højere jo længere det tager mig at komme i tøjet. Så man ser ofte mig rende rundt med jakken på hele formiddagen. Skal jo alligevel derud hele tiden. Nu er jeg nået dertil, at når 25 minutter har passeret, så går jeg ud. Og begynder at vugge vognen. I håb om, at hun derved kan finde ud af at gå ned i dybere søvn. Et princip jeg grundlæggende er mega meget imod. For så vænner jeg hende først til dårlige vaner. Men man gør efterhånden bare alt for, at hverdagen skal være lidt mere sjov for hende og jeg. En konstant klynkende og træt baby er bestemt ikke rosenrødt.
Nå men det er jo godt, at man har barsel. Hvis det nu forholdt sig sådan, at babyer bare var som i reklamerne, så havde vi nok kun 2 måneders barsel. Der er jo en grund til, at vi får tildelt tiden herhjemme i så lang tid. Det er jo fordi de kræver os.
Om nogle har gode råd eller erfaringer, så del ENDELIG ud af dem. Jeg begynder at være lidt tyndslidt.
Nu er der snart gået 25 minutter, så jeg er den der er smuttet......:-)
Hverdagen byder nemlig også på baby der konstant er træt. Og bliver tilbudt søvn ligeså snart øjnene begynder at klø, og de små hænder gnider ivrigt. Når gråden tiltager og ikke længere er klynk, så er det tid. Mange en gang har jeg puttet hende i vognen, men sove - tsk tsk tsk - det er da noget overvurderet pjat. Hun nægter simpelthen at overgive sig, på trods af at være hamrende træt. Når søvnen endelig overmaner hende, så skal jeg skisme godt nok være heldig hvis den varer mere end ½ time. Een eller to gange om ugen, er jeg heldig at der er ro i vognen i 3-4 timer i streg. Altså hvis vi ser bort fra de 10-20 gange jeg er ude med en sut, og ude at vugge vognen.
I længden begynder det at være lidt opslidende. For hende og for mig. Jeg har været på nippet til at sige: SÅ HOLD DOG OP NANNA. Men det kom heldigvis ikke længere. Jeg kan stille uret efter hende, og ved præcis at når der er gået ½ time, så hører jeg den lille lyd i alarmen. En lyd der bliver højere og højere jo længere det tager mig at komme i tøjet. Så man ser ofte mig rende rundt med jakken på hele formiddagen. Skal jo alligevel derud hele tiden. Nu er jeg nået dertil, at når 25 minutter har passeret, så går jeg ud. Og begynder at vugge vognen. I håb om, at hun derved kan finde ud af at gå ned i dybere søvn. Et princip jeg grundlæggende er mega meget imod. For så vænner jeg hende først til dårlige vaner. Men man gør efterhånden bare alt for, at hverdagen skal være lidt mere sjov for hende og jeg. En konstant klynkende og træt baby er bestemt ikke rosenrødt.
Nå men det er jo godt, at man har barsel. Hvis det nu forholdt sig sådan, at babyer bare var som i reklamerne, så havde vi nok kun 2 måneders barsel. Der er jo en grund til, at vi får tildelt tiden herhjemme i så lang tid. Det er jo fordi de kræver os.
Om nogle har gode råd eller erfaringer, så del ENDELIG ud af dem. Jeg begynder at være lidt tyndslidt.
Nu er der snart gået 25 minutter, så jeg er den der er smuttet......:-)
tirsdag den 23. februar 2010
Hvad jeg ikke orker
På torsdag skal jeg til begravelse. Med en lille hvid kiste. Deri ligger lille skønling på 4½ måneder. Åh hvor jeg næsten ikke orker det. Eller dvs. det passer ikke. Selvfølgelig orker jeg, at være der og selvfølgelig orker jeg at være der alt hvad jeg overhovedet kan for de stakkels forældre. Men det er min hjerne der ikke orker det. Den kan slet ikke rumme, at hun ikke skal være her mere og den orker ikke at rumme, at endnu et lille spædbarn er føjet til den grusomme liste over børn der forlader denne jord. Jeg vil een gang for alle godt lige pointere, at det burde forbydes ved lov, at man putter sit eget barn i graven.
Een ting er, at hun ikke er her mere. Det er frygtelig i sig selv. Men det er også frygtelig, at man ved hvad der nu venter forældrene. Tomhed, afmagt, hvorfor spørgsmålene og den lange seje kamp med, at få det hele bearbejdet. Jeg har selv svært nok ved det.
For 6 år siden stod jeg også og tog afsked med en lille pige og så de ramte forældre. Jeg anede simpelthen ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Da vi sad til kaffe bagefter, frygtede hele bordet at forældrene ville komme over og snakke. For hvad filan skulle vi sige til dem? Man stiller jo ikke: "nå men hvad så - hvordan går det?" spørgsmålet. Og turde man overhovedet at spørge til deres datter og deres sorg? Hele bordet næsten rystede, da faderen kom over og satte sig. Og vi var lamslået over, at han sad og smilede og tog om os alle. Stillede os spørgsmål som: "er det svært for jer sådan en dag"? Jeg fik mig endelig taget sammen og fik sagt, at jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv overfor dem. At jeg var bange for, at gøre dem kede af det. Først der indså jeg, at det var jo ikke det jeg sagde eller gjorde, der kunne gøre dem kede af det. For de var kede af det. Men hvis ikke jeg sagde noget, så ville de først blive kede af det. Jeg skulle endelig bare stille alle spørgsmål i hele verden, for de ville rigtig gerne snakke om det. Jeg ved, at jeg famlede mig frem overfor dem og har klodset rundt i det. Men gjorde det så godt jeg kunne.
Da Jacob døde, stod moderen til den lille pige ved min side næsten fra første minut. Hun var fantastisk. Og pludselig forstod jeg det hele. Og SÅ fik jeg lært det. At det hjælper at tale om det. Næsten tale det ihjel.
Nu er jeg så pludselig den, der står ved min venindes side og ikke er bange for at tale og stille spørgsmål til dem. For jeg ved præcis hvordan det er. Og det hjælper for dem. At jeg ikke pakker ind i vat, og ikke er bange for at se dem græde. At jeg ikke tager på mine skuldre, at jeg skal trøste dem for det kan jeg nemlig slet ikke. Men for 6 år siden turde jeg vitterlig næsten ikke nævne den lille piges navn. For hvad nu hvis de begyndte at græde? Jeg ville jo aldrig kunne trøste dem igen.
Mia's forældre skal nu møllen igennem med omgivelser der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv. De har allerede oplevet det ifbm. hospitals opholdet. Præsten sagde til dem, at de ikke måtte blive overraskede hvis folk gik over på den anden side af gaden når de kom forbi, eller passerede dem med et "guuud - jeg havde slet ikke set at det var jer". Og man tænker jo, hvorfor er det lige sådan det er? Som om det hjælper nogen at tie det hele? Jeg har rekvireret foldere fra Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, omkring gode råd til pårørende. Bare i håb om, at det kan få omgivelserne til at åbne op. For min hjerne orker nemlig heller ikke rigtig at rumme, at vi mennesker er så pokkers dumme til at rumme andres sorg. Og ikke mindst spørge ind til den. Når vi stiller spørgsmålet i al almindelighed "hvordan går det", så får vi jo et chock hvis svaret ikke er "det går fint - hvad med dig?". Kommunikation burde altså være et fag på skoleskemaet.
Een ting er, at hun ikke er her mere. Det er frygtelig i sig selv. Men det er også frygtelig, at man ved hvad der nu venter forældrene. Tomhed, afmagt, hvorfor spørgsmålene og den lange seje kamp med, at få det hele bearbejdet. Jeg har selv svært nok ved det.
For 6 år siden stod jeg også og tog afsked med en lille pige og så de ramte forældre. Jeg anede simpelthen ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Da vi sad til kaffe bagefter, frygtede hele bordet at forældrene ville komme over og snakke. For hvad filan skulle vi sige til dem? Man stiller jo ikke: "nå men hvad så - hvordan går det?" spørgsmålet. Og turde man overhovedet at spørge til deres datter og deres sorg? Hele bordet næsten rystede, da faderen kom over og satte sig. Og vi var lamslået over, at han sad og smilede og tog om os alle. Stillede os spørgsmål som: "er det svært for jer sådan en dag"? Jeg fik mig endelig taget sammen og fik sagt, at jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv overfor dem. At jeg var bange for, at gøre dem kede af det. Først der indså jeg, at det var jo ikke det jeg sagde eller gjorde, der kunne gøre dem kede af det. For de var kede af det. Men hvis ikke jeg sagde noget, så ville de først blive kede af det. Jeg skulle endelig bare stille alle spørgsmål i hele verden, for de ville rigtig gerne snakke om det. Jeg ved, at jeg famlede mig frem overfor dem og har klodset rundt i det. Men gjorde det så godt jeg kunne.
Da Jacob døde, stod moderen til den lille pige ved min side næsten fra første minut. Hun var fantastisk. Og pludselig forstod jeg det hele. Og SÅ fik jeg lært det. At det hjælper at tale om det. Næsten tale det ihjel.
Nu er jeg så pludselig den, der står ved min venindes side og ikke er bange for at tale og stille spørgsmål til dem. For jeg ved præcis hvordan det er. Og det hjælper for dem. At jeg ikke pakker ind i vat, og ikke er bange for at se dem græde. At jeg ikke tager på mine skuldre, at jeg skal trøste dem for det kan jeg nemlig slet ikke. Men for 6 år siden turde jeg vitterlig næsten ikke nævne den lille piges navn. For hvad nu hvis de begyndte at græde? Jeg ville jo aldrig kunne trøste dem igen.
Mia's forældre skal nu møllen igennem med omgivelser der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv. De har allerede oplevet det ifbm. hospitals opholdet. Præsten sagde til dem, at de ikke måtte blive overraskede hvis folk gik over på den anden side af gaden når de kom forbi, eller passerede dem med et "guuud - jeg havde slet ikke set at det var jer". Og man tænker jo, hvorfor er det lige sådan det er? Som om det hjælper nogen at tie det hele? Jeg har rekvireret foldere fra Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, omkring gode råd til pårørende. Bare i håb om, at det kan få omgivelserne til at åbne op. For min hjerne orker nemlig heller ikke rigtig at rumme, at vi mennesker er så pokkers dumme til at rumme andres sorg. Og ikke mindst spørge ind til den. Når vi stiller spørgsmålet i al almindelighed "hvordan går det", så får vi jo et chock hvis svaret ikke er "det går fint - hvad med dig?". Kommunikation burde altså være et fag på skoleskemaet.
onsdag den 17. februar 2010
Dødt barn, døende barn og spræl levende barn
Da Jacob døde kunne alt andet næsten være ligemeget. Tingene blev i den grad sat i perspektiv og jeg kunne ikke tage små bitte banaliteter seriøse. Eller ihvertfald ting, som dengang blev til banaliteter for mig. Verden kunne da ikke bare fortsætte som om, at alting var som det plejede. Man kunne dælme ikke være bekendt at brokke sig over noget som helst. Altså udover, at jeg godt måtte brokke mig højlydt over ikke at have min lille dreng hos mig og os.
I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.
Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).
Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.
Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.
I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.
Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).
Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.
Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.
mandag den 15. februar 2010
Glad lille grødhoved og hengivenhed
Fra, at Nanna kiggede underligt på fænomenet "grød" og til nu, er der virkelig sket ting og sager. Hun vil stort set ikke rigtig have mælk, men bare grød, grød, grød....! Hun elsker det simpelthen, og 3 store daglige portioner ryger der ned af slagsen. Og sidder så fint i hendes højstol nu og er med ved bordet. Det er altså drøn hyggeligt, at familien på den måde er sammen om noget så simpelt som aftensmad. At der så fra den ene lyder: "aj det der kan jeg altså ikke lide" og den anden pludselig brokker sig højlydt og blæser hele grødmassen ud som bobler (til gulv, på skabe og hendes mor), det er jo bare en del af pakken.
Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.
Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!
Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).
.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!
Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.
Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!
Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.
Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.
Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.
Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.
Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!
Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).
.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!
Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.
Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!
Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.
Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.
Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.
Abonner på:
Opslag (Atom)