Meningsfuldt

Som jeg skrev i forrige indlæg, så elsker jeg hver en lille afkrog af min søn. Hans skønne lille ansigt som han formår, at lægge i alle tænkelige folder. De små bløde hænder der trygt holder mine når vi går en tur. Ja - alt.

Jeg har altid være fuldstændig paralyseret af hans fødder. De er simpelthen skønne og vi nusser meget de små "fugleunge kløer". Herhjemme hedder de bare kløerne. Noget de lige skulle vænne sig til i hhv. vuggestue og børnehave. Det er jo ikke normalt, at et barn siger: hvor er mine kloposer? Dvs. i alm. sprog: hvor er mine hjemmesko? Men sådan har hver familie vel sit eget tossesprog?

Anyway - de små kløer skal nu foreviges på film, da han skal have dem filmet i morgen til noget reklame halløj. Han er helt oppe at køre over det. Måtte jo ligesom informere ham om det, så han ikke bare slæbes med til noget helt uventet. Sjældent har jeg set og hørt ham så stolt: moaarrr - jeg skal i fjernsynet ligesom Sigurd!

Jeg tror det bliver en sjov oplevelse for ham. Bagefter skal vi indløse honoreringen for arbejds indsatsen: gavekort til legetøjs butik. Han har allerede bestemt, at han skal have en rum raket, så han kan flyve op til stjernerne og besøge hans lillebror. Så får en mor altså en tåre i øjet når en lille dreng står og siger sådan.

Hvorfor igrunden????

Det kan da godt være, at knægten var hurtig ude da han begyndte at kravle i en alder af 7½ måned. Men jeg tror kun han gjorde det fordi, han skulle udforske stikkontakter, brændeovne og trappen til første sal. Nysgerrigheden overvandt ham.

Det gør den som sådan stadig på mange områder, men nogle ting behøves man ej forhaste. Der er da ingen grund til at cykle når man har en lille scooter og fint kommer frem på den måde. Der er ingen grund til at slå kolbøtter til forældre opvisning v. børnehavens sommerfest, når man kan charmere på anden måde (man blinker og smiler til alle tilskuerne, samtidig med at man nynner og vinker på vejen retur til køen for kolbøtter). Der er ingen grund til at syntes spidermand, sværd og andre drengede lege er fede, når man kan hylle sig ind i en verden hvor kun Sigurd Barrett regerer. Der er heller ingen grund til, at falde i svime over tivoli's børneaktiviteter når man istedet gerne vil gå og iagttage. Der er igrunden ikke altid grund til, at gøre som andre børn på ens egen alder når man kan gå i skarp dialog omkring, hvorfor man ikke vil/har lyst/kan finde pointen i den pågældende ting el. leg. Hvorfor falde i svime over en trampolin når man hellere vil danse tossedans. Etc. etc.............

Kort sagt: vores søn er ikke mainstream og gør ikke altid hvad man måtte forvente af et barn på hans alder. I drenge udgave. Han er et blidt lille mennskeske i en fantasi verden, hvor sang og musik er hans eet og alt. Hvor tegninger og klippen i papir, samt 3 pinde der er tapet sammen, betyder langt mere end BR's udvalg på hylderne.

Og jeg elsker hver en lille afkrog af ham og hans mærkelige ideer.

P.S. - jeg opførte mig vist dumt i dag, da herren sagde at Tom K lå godt i feltet i LeMans. Jeg er jo ikke sådan en super haj i motor sport, men vidste da at han var ved at være oppe i årene. Så jeg spurgte om han så kørte på et old boys hold......? Honey nægtede at svare mig og kiggede temmelig håbløst på mig.

Ligesom han kiggede håbløst da jeg konstaterede at jeg syntes der var meget fodbold i fjernsynet i øjeblikket. Han spurgte mig, om jeg tog pis på ham. Om ikke jeg vidste at der er EM i bold? Nææææhhh - for det rager mig altså en høstblomst det der sports fjernsyn.

Lokalkendt

Der er unægtelig røget meget sygehus snak igennem tasterne her på bloggen igennem længere tid. Det har været en så stor del af mit liv i et helt år. Et slag på tasken, så er jeg gået ind og ud af de døre 50-60 gange det forgange år. Det er immervæk meget. P-automaterne har tjent stygt på mig og os.

Det er et lille lokal samfund derude. Jeg føler mig lokal kendt. Sygeplejersker, narkoselæger og overlæger hilser på mig og os. Med fornavn. De kan snildt kende os. "Hva søren laver I her igen?" er specielt ofte jeg blevet spurgt om. Selvom stedet ikke bringer gode minder - eller rettere resultater - med sig, så finder jeg det alligevel lidt hyggeligt at få uddelt krammere af holdet derude. Vi spørger til hinanden og jeg er også blevet indlemmet i nogle af personalets private situationer. Rigtig mange spørger til vores søn herhjemme, og hvordan han har det med alt det skete. I det hele taget også til, hvordan han har det og om hans Sigurd Barret forelskelse er ligeså stærk! Når man tænker på hvor mange mennesker de møder hver dag, så er jeg lidt imponeret.

Jeg har lyst til, at sende både blomster og chokolade til dem alle fordi, de kærer sådan. Eller måske fordi mange er så menneskelige. Bevares - vi er også røget i et par brådne kar ind imellem, men overordnet kan jeg godt lide lokal samfundet.

Men altså - nu er vi flyttet fra lokal samfundet i en periode. Dagens oplysning med anbefaling om at prøve igen er dog rar. Jeg håber, at jeg igen skal gense mange af dem på et senere tidspunkt. Bare ikke dem, der er på afdelingen for dødsfødsler og udskrabninger. Hvis vi skal gense hverandre behøves det allerhøjst at være på gangene omkring barsels afdeling. Sådan har jeg bestemt at det skal være. Engang.

Og så kommer der ikke mere sygehus snak fra min pen i en periode.

P.S. - jeg er så glad i dag.

Grønt kort

Ja så har vi jo igen været på Skejby. Men denne gang planlagt til en lægesamtale. Som måske kunne kaste lys over vores skæbner.

Vi blev så meget klogere, at de på ingen måde vil fraråde os at gøre det igen. Tværtimod.

Jacobs skæbne skal vi isolere fra de andre jeg har aborteret. De kan ikke have forbindelse med hinanden.

Det forholder sig således, at når man er diabetiker som jeg, er risikoen for abort større end hos andre. Dette frem til uge 16. Det er en risiko vi skal leve med. Alle mine tal er lige efter bogen og lidt til (altså til den gode side). Min alder på de 37 spiller naturligvis også ind ligesom hos alle andre. Det kan vi ikke ændre. Som lægen sagde, er det slet ikke noget særsyn at se, at diabetikere aborterer ofte ligesom jeg nu har gjort. Men da vi een gang før har produceret et fejlfrit barn, skal vi - hvis vi selv har mod på det - gøre det igen. Da jeg ventede store drengen var mine tal ikke ligeså fine som de er nu. Selvom de også var rigtig fine dengang. Men jeg er så forberedt på alle leder og kanter som jeg kan være.

Vi går dog ikke igang igen foreløbig. Men det er rart, at vi ikke har fået rødt kort udleveret. End ikke gult. Det gule nærmer sig dog mht. min alder. Så vi skal ej heller vente flere år.

Men som tingene er nu, er planen at vende tilbage til min egen krop og lige nyde andre ting i livet. Så må vi se om ½ år hvordan vi ser tingene der.

Men vi er glade for meldingen. Selvom årsagen til at vi var der idag selvfølgelig var træls (ja ja - man er vel århusianer og siger træls) og bitter. Men mærkelig nok føler jeg mig ikke bitter. Jeg kan underligt nok godt rumme det i disse dage. Eller også har jeg allerede accepteret.

Annoncesmil

Lige set denne annonce i Århus onsdag. Troede, at det var løgn at nogle skriver sådan noget, men den er god nok:

Den vildeste 3-vær. andel i Øgadekvarteret

78 m2 med ægte penthouse feststue med den vildeste udsigt ud over byen om dagen og natten. Alle dine venner bliver misundelige. Top lækkert køkken og eksklusiv bad.

............

Herefter nogle kontakt oplysninger.

Mit gæt er, at sælger er en 22 årig festabe, med top misundelige venner.

Tillykke

I dag er det honeys fødselsdag. Vi har fejret den sammen hele dagen og rigtig hygget os. Hold da op hvor har vi savnet, at have sådan en rigtig hyggedag. Bare ham og jeg.

Vi har aftalt, at vi vil forsøge at få en formiddag sammen i næste uge i Århus. Med Aros besøg og frokost på café. Når man har været igennem hvad vi har, og har en 3½ årige der stjæler en del opmærksomhed når farmand kommer hjem og frem til sengetid, så trænger man ind imellem bare til tosomhed.

Nu kan jeg høre bilen i indkørslens grus. Ud kommer mand, barn og fødselsdags kage i en pose. Ikke lige haft overskud til at bage. Men det er der også så mange andre der er gode til. Dem benytter vi os af idag.

Min mening om strejken

Jeg er sku arrig over den/de strejker. Vi er ikke selv ramt mht. pasning, men jeg mærkede selv til sygehus streken i går.

Det var bare med, at få "mig ud af vagten" og hjem. Selvom jeg var omtåget af smerter, ikke kunne holde mig oprejst og græd af selvsamme smerter. Først da jeg skulle hentes, bankede den pårørende i bordet og sagde: Nu stopper I altså. Enhver kunne da se, at jeg ikke var i stand til noget som helst. Jeg kunne ikke gå 3 meter. Fik lov at blive. Efter flere omgang stærke midler fik jeg ro nok til, at kunne sove.

Jeg har altså ingen sympati for den strejke. Har faktisk skrevet en mail til Connie Kruckow. I afmagt. På baggrund af historier jeg har hørt.

Skulle der sidde en sygeplejerske derude, som er strejketilhænger vil jeg bare sige: græsset er IKKE grønnere på den anden side. Os i det private får ikke overarbejds betalinger, tillæg osv. Rigtig mange arbejder 50-60 timer om ugen til den løn, som de egentlig kun skulle udføre 37 timers arbejde for. Tænk om vi tog en hel befolkning som gidsler hvis ej vi ydede vores arbejde fordi, at vores arbejdsgiver ikke vil give os mere i løn. Jeg ved, at hvis vi på mit arbejde lukkede for alle folks TV signaler ville vi få bøllebank. Ingen ville sympatisere med os. Og så vil I have, at vi skal sympatisere med nogle der skvalter og valter med andre folks helbred.

Ja det er så min mening. Og jeg er ved at være godt gal i skralden.

Uheldig

Jeg føler mig virkelig som et af de mest uheldige mennesker jeg kender.

Var "under kniven" igen her i weekenden, da jeg lige havde fået en omgang betændelse og blodansamlinger i livmoderen, oveni det hele. Nu håber jeg virkelig at de har fået alt det ud som de skulle. Jeg orker altså ikke flere omgange af dårligdom nu.

Hjemme igen. Svækket. Men hjemme.

Nu samler Majsemor kræfter. Til et eller andet.

Latter

Drengen fandt en sut der ivrigt røg ind i munden. Moderen siger til ham, at den skal han da vist lige tage ud og lægge den hen hvor, den hører hjemme. Nemlig på hylden. Svaret lød:

"Nej mor - sutten trænger simpelthen sådan til, at slappe af inden i min mund"

Det var skønt, at få løsnet op for alle lattermusklerne.

Må man ikk godt føle, at man har det mest geniale barn af dem alle?

Ikke uden smerter

Jeg kan jo ikke bare sætte mig ned og stirre ud i luften. Ved heller ikke, om det altid vil gøre mig godt.

Livet går jo videre. Men jeg har virkelig fået svært ved, at kigge på en gravid mave. Jeg kan mærke at jeg bliver rigtig meget misundelig.

Når man har det sådan, er det måske en rigtig dårlig idé at drage i Tivoli Friheden i Århus sådan en eftermiddag som i dag. For det vrimler jo med børn på min egen søns alder. De har mødre med som render med struttende maver. Sådan ER det jo bare. Det er jo så super skønt for dem. Men hvor er det altså svært for mig.

Men jeg kan jo ikke lukke verden ude og isolere mig. Det har jeg heller ikke lyst til. Jeg har lyst til, at mærke igen. Mærke noget godt i min hverdag. Jeg prøver at gøre nogle tiltag i den retning, men vil ikke skrive her hvad det er. Det er endnu for personligt.

Sønnike haft en fantastisk dag. Tror han lærte klokken i dag. Lige siden vi stod op, har han kigget på uret og den lille visers langsomme vandring mod 2-tallet. Først der, var der afgang mod slaraffenland, is, pølser, forlystelser. tombolaer osv. Lad mig lige slå fast: han har i den grad fået alt hvad remmer og tøjler kunne trække idag. Sover med en stor ballon lige nu, samt mærkelige små dyr vundet i boderne. Gid mit liv var ligeså ubekymret som hans.

Når alt kommer til alt, så overskygger hans livsglæde og små smil alligevel smerterne jeg bærer.

Beskyttelse

Jeg vil ikke kalde mig selv for specielt troende. Men kan godt lide en tur i kirken, da den bringer noget med sig som altid har været og ikke bare sådan forandrer sig. Det syntes jeg faktisk er fint nok. En dejlig ro og et sted hvor man bare kan være sig selv. Men at der sidder en mand deroppe og dirigerer rundt med en pegepind - den historie køber jeg ikke sådan lige. Og hvis han skulle være så god som der siges, så ved jeg ikke hvorfor han opfører sig sådan overfor mig.

Men jeg fik en lille skytsengel i sølv af min mor i går. Til at hænge i den halskæde som ikke har været af min hals siden den 18.1.08. Fik den til minde om Jacob efter fødsel. Jeg skulle tage kæden af forleden inden operation. Tryglede og bad om, at jeg måtte beholde den på eller i det mindste holde den i min hånd. Men nej. Min mand fik den, så den var i gode hænder.

Nu kommer skytsenglen i, og så har den egentlig lige at udføre sit arbejde. For jeg kan roligt sige, at jeg faktisk ikke rigtig orker flere nederlag lige nu. Jeg kunne godt bruge lidt beskyttelse mod onde ting. Jeg tror mere på den, end på ham den usynlige mange kilometer væk, oppe over alting.

Og i øvrigt - den mor omkring Horsens der tilsyneladende lagde hendes lille levende pige fra sig. Hvorfor kom hun ikke hen til mig med hende? Jeg skulle nok have taget mig af hende. På allerbedste måde og med masser af kærlighed. Her kæmper nogle af os en indædt kamp, og andre ønsker det slet ikke. Jeg er dog bekymret for den mor. Men var du da bare kommet hertil. Vi skulle nok have fundet en løsning. Det andet var unødvendigt.

Det var også unødvendigt, at vi skulle stoppe her. Men måske var det definitivt stop for en børneflok. Ved det ikke og vil ikke tænke på det lige nu.

Tømt

Tom indeni. Helt og aldeles. På mange områder. Men mest af alt, mangler jeg det lille menneske. Det var her lige og nu er det væk. Av hvor gør det ondt.

Jeg skal finde en ny vej nu. Står midt i et kryds og aner ikke hvilken vej jeg skal gå. Så jeg står her lige lidt endnu. Indtil jeg finder kræfter til, at tage de første skridt. Man skal krybe før man kan gå og jeg føler mig på krybestadiet.

Det gjorde ondt, at tage afsked med et scanningsbillede af et lille barn der lå helt stille. Ville ikke og kunne ikke få luft. Løb væk fra hospitalet. Væk væk væk.......Men kom tilbage. Jeg kommer dog ikke tilbage dertil foreløbig. Dårlige minder er dagsordenen derfra. Kan ikke mere.

Dette var en lorte mandag. På mange områder.